sixxdog

Karakter: 7/10

Monsterfede riffs er på plads, produktionen er helt i top og på lyriksiden er vi tilbage til den gamle Danzig-skole. Gamle fans er svære at overbevise, og '7:77 I Luciferi' er da heller ikke spændstig nok til at tage kampen op med de første tre albums. Men alt i alt en rigtig fed plade, der på mange punkter er bedre end de to foregående. De har efterladt deres eksperimenteren med Industrial fuldstændig på denne udgivelse, men på den anden side får vi desværre heller ikke en eneste snert at det gamle, bluesy Hard Rock som vi kender fra de tre første mesterværker.
Halvdelen af sangene vil gå forholdsvis hurtigt i glemmebogen, mens den anden halvdel er rigtig førnøjelige, og et par af dem vil måske endda sætte sig fast i den musikalske bevidsthed.

Guitaren er beskidt som den mest blegfede crack-luder i Amsterdam, trommerne er på gennemsnittet og Glen Danzig's stemme har desværre ændret karakter til det værre. Man kan dog sagtens høre hvem der synger, men jeg savner virkelig den gamle lobotimiserede klon af Elvis/Jim Morrison, der kunne få enhver bebumset teenage-knægt til at hæve knytnæven og råbe "MOTHEEER!"

Det er ren hævi-mætal vi får serveret fra den gamle Hardcore-dreng her, og de numre du ikke må snyde dig selv for hedder: "Kiss The Skull", "I, Luciferi", "Wicked Pussycat", og "Naked Witch".

Moderne Danzig? Tja, men helt dårligt er det altså ikke.