Jettfever

Karakter: 8.5/10

Havde fuldstændig glemt alt om denne perle, men nu har den roteret lystigt de sidste par dage og konklusionen må være den samme som for år tilbage, da jeg sidst hørte den: Fantastisk skive!

Sammen med hollandske The Gathering har Norske Theatre Of Tragedy uden tvivl været et af de absolut største foregangsbands indenfor den melodiske gothic genre. En genre der senere har inspireret og affødt klassebands som Nightwish, After Forever, Within Temptation og mange, mange andre.

Bandet startede ud med rødderne solidt plantet i den tungere ende af spektret, med nedstemte guitarer og dyb mandevokal og deres tidlige materiale må i den grad siges at høre ind under doom genren. Det specielle var dog at det hele blev krydret med Liv Kristine Espenæs’ lyse og klare sopranvokal, der stod i skarp kontrast til både musikken og den mandlige vokal (dette fik hurtigt den logiske betegnelse Beauty and the Beast vocals).

Rent musikalsk har bandet dog konstant flyttet sig og de tunge elementer og det heavy udtryk blev ret hurtigt nedtonet og bandet bevægede sig med Aegis albummet i en langt mere melodisk og atmosfærisk retning. Dette album er ganske enkelt et satans flot album, med masser af fortryllende stemning, atmosfære og store melodier.

Lige fra den glimrende åbner ”Cassandra”, over skivens højdepunkt ”Siren”, til de sidste toner af lukkeren rinder ud, bliver der serveret atmosfæriske og veleksekverede kompositioner. Tempoet er ikke højt og guitarerne er stadig af den karakteristiske tunge slags, men alligevel fastholdes man igennem hele pladen, da numrene er særdeles fængende, ikke mindst takket være lidt pop-influenser hist og her.

Tematisk bevæger lyrikken sig hovedsageligt rundt i tragedierne og myternes univers, centreret omkring klassiske kvindefigurer, lige fra Dionysos’ Mæneader (Bacchante), over tysk folklore (Lorelei) til romerske kejserinder (Poppaea). Og netop lyriksiden er simpelthen fænomenal, da frontfigur Raymond J. Rohonyi formår at levere de næsten arkaiske linjer med stor troværdighed – geniale, poesi-agtige tekster skrevet på middelengelsk (tidlig form af sproget, der blev benyttet i 15 og 1600-tallet). Heldigvis er Liv Kristine’s vokal ganske dominerende på albummet og hun er simpelthen fremragende. Masser af ynde, men alligevel en god kraftfuld vokal. Samtidig er Raymond’s dybe, men klare vokal faktisk heller ikke uinteressant.

Theatre Of Tragedy har udgivet glimrende albums både før (f.eks. den tunge Velvet Darkness They Fear fra ’96) og efter denne (f.eks. den lettere tekno/electronica-inspirerede Assembly fra ’02), men Aegis er og bliver mesterværket fra et interessant band der aldrig har lavet to ens album.

Selvom dette er en genre der kræver at jeg skal være i humør til det, så er Aegis en skive der går rent ind hver gang. Særdeles anbefalelsesværdigt!

Sikre træffere: Cassandra, Lorelei, Siren og Poppaea