Jettfever

Karakter: 7/10

Allerede mindre end et år efter bruddet med The Runaways var Cherie Currie klar med sit første solo-udspil. Et udspil der giver god mening. Forstået på den måde at Currie ville lave noget der var langt fra de rå toner i Runaways og det har hun gjort – og det er nok netop der problemet ligger.

Hendes store idol var David Bowie og det er i den retning musikken er gået, dog uden de spacey indslag, der til tider gjorde Bowies musik interessant og det ender alt sammen med at lugte lidt af en californisk 70’er pop/rock metervare.

Der er dog udmærkede numre imellem, såsom ”Call Me At Midnight”, titelnummeret og ”Science Fiction Daze”, men det ændrer nok ikke på at det kun vil være Cherie Currie/Runaways fans der kan fastholde interessen særlig længe her.

Currie gør det egentlig ganske godt, men når man efter at have læst hendes biografi ved at hun på dette tidspunkt kæmpede gevaldigt både med et forsøg på en skuespillerkarriere og med forskellige misbrug, så forklarer det måske hvorfor det virker som om der mangler en del fokus.

Det er da ganske beundringsværdigt at hun her som 18-årig vil lave et personligt og modent udspil som Beauty’s Only Skin Deep, men desværre er kompositionerne generelt bare ikke gode nok og det ender med at være de håbløse numre som ”I Like The Way You Dance” man husker, frem for de højdepunkter der faktisk er.