Whitesnake

Karakter: 8.5/10

I 1989 tog Mark Williamson kontakt til studietrommeslageren John "J.R." Robinson og magi opstod!! Dette smukke udspil bugner med sessionmusikkere fra L.A. session scenen. Jeg har således ikke skrevet samtlige kunstnere ned i lineup'et, men værd at nævne er især guitaristerne, hvor Michael Landau og Steve Lukather jo er et stempel for kvalitet. Keyboardet leveres, foruden af Mark Williamson, af ingen ringere end Toto's David Paich.

Udspillet holder gennemgående en ret blød linie, men "afbrydes" af og til af friske uptempo tracks med poppede omkvæd. Med andre ord så går sangene rent ind, men man skal være forberedt på, at vi snakker rigtig AOR her. Dette er bandets eneste udspil, og det er imidlertid ude af print og efterhånden ret svært at anskaffe sig. De instrumentale passager er en ren fornøjelse at lytte til, og mine tanker falder her på en anden sjælden aor-perle, nemlig Michael Thompson Band's "How Long".

Albummets kendetegn er flotte vokalharmonier, "Drive She Said keyboard", syng-med-omkvæd, hornsektion på visse numre, saxofon, utallige session musikkere, uptempo rock/pop numre, den krystalklare produktion og de
sukkersøde AOR ballader.

Åbneren og "We Got A Way" er lækre "uptempo" tracks,
"Is There Anyone" er et lidt groovy nummer og "I Must Be Blind" og "Caught Inside Your Heart" er to følelsesladede ballader. Mark Williamson har en masse følelse i sin stemme, hvilket passer perfekt ind i en AOR-sammenhæng. Sæt cd'en i afspilleren om aftenen, når stemningen er til det. Flere af sangene passer bedst ind i en "stearinlys-atmosfære". Dette er dog også albummets negative side, nemlig at det sommetider kan virke for blødt. "This Is Killing Me" er dog umiddelbart albummets eneste "fyld-nummer" og derfor karakteren 8.5/10.