Jettfever

Karakter: 9.5/10

Nightwish kan vel på mange måder efterhånden medregnes som en af de absolutte sværvægtere indenfor metallen, både hvis der kigges på salgstal, chart placeringer eller antallet af fans rundt omkring. Nyeste skud på stammen, Dark Passion Play, markerer sig som finnernes 6. studiealbum til dato, men også som det første med den nye sangerinde, svenske Anette Olzon.

Fyringen af Tarja Turunen blev af mange, inklusiv bandet selv, set som enden på en æra. Holder det så – både ja og nej. På den ene side er den operainspirerede tilgangsvinkel væk, men samtidig følger Dark Passion Play egentlig fint i hælene på stilen fra det forrige album, Once. At Anette Olzon ikke besidder samme vokalmæssige kvaliteter som Tarja, både mht. range og ren power, hersker der ingen tvivl om. Men til gengæld leverer hun en så bundsolid vokal, til tider fin og skrøbelig, til tider passioneret og til tider ganske kraftfuld, at jeg faktisk ikke savner Tarja på denne skive. At hendes mindre dramatiske stemmeføring og bedre accent nok også passer langt bedre til bandets nye, lidt mere hit-orienterede materiale er så en anden ting.

En af de ting der irriterede mig lidt ved Once, var manglen på konsistens; for stor adspredelse mellem de tunge kompositioner og de til tider lange orkestrationer. Det er der rettet op på her. Til trods for at skiven spinner lystigt derudaf i godt 80 minutter, mister de aldrig fokus. Der er ganske enkelt ikke et eneste nummer her der er svagere end det næste…imponerende. Og det er ikke fordi musikken er blevet simplere og mindre orkestralt, tværtimod. De brugte efter sigende en mindre formue på at indspille denne del af pladen i de klassiske Abbey Road studier i London, med Pip Williams som conducter. Tingene hænger bare bedre sammen denne gang.

Der åbnes med ”The Poet And The Pendulum”, der klikker ind på omkring 14 minutter!!!, og tydeligt viser Tuomas Holopainens forkærlighed for storladne, episke numre. Allerede nu en milepæl i bandets katalog. At oprense de fedeste numre på skiven er svært. Det nye hit ”Amaranth” skal fremhæves, det samme skal ”Cadence Of Her Last Breath”, og min personlige fave, den lidt spidsfindige, men ultracoole ”Whoever Brings The Night”. Der går næsten jam-agtig legestue i den i mellemspillet på sidstnævnte og Emppu Vuorinen og Jukka Nevalainen får virkelig vist deres kvaliteter på hhv. guitaren og trommerne. ”The Islander” markerer endnu et højdepunkt på skiven. Marco Hietalas vokal har stået for skud nogle gange, men denne lille genistreg af en folkesang/ballade/whatever må kunne lukke munden på de fleste – en superskæring der virkelig viser evnen til at skrive et nummer og udføre det. Nummeret ”Bye Bye Beatiful” er vist i øvrigt et pudsigt og knap så flatterende farvel til Tarja Turunen. Men igen, kvalitet hele vejen igennem.

Til dem der endnu ikke er hoppet med på Nightwish vognen – prøv denne her, det er dumt at lade være. Det er ikke for sent at opdage det imponerende, næsten overvældende musikalske og følelsesmæssige univers Tuomas Holopaienen har formået at bygge op på bare 10 år. Til dem der troede at Nightwish var færdige pga. Tarjas farvel – tro om igen, de bliver stadigt bedre og bedre og kompositioner bliver skarpere og skarpere. Oceanborn skiven fra 1998 vil altid stå som min favorit, men Dark Passion Play kommer satans tæt på.

Det blev en længere smøre, men når det kommer til Nightwish er det sgu svært ikke at lade sig rive med.