sixxdog

Karakter: 7.5/10

Normalt har jeg et decideret problem med denne genre, alt for få musikere/bands leverer en gennemført vare og alt for mange udspil er opkog af det gamle og klassiske AOR/Melodic Rock. Jeg mangler i nogen udstrækning nytænkning, og jeg mangler i høj grad nosser/attitude i denne stilart.
Så var der en der ligesom gjorde mig klart at, "Jamen AOR fans leder jo ikke nødvendigvis efter attitude og råhed i deres musik" - Nej, det er selvfølgelig klart, at det her er den lette og simple form for musik der tilbedes. Det er simpelthen melodierne i sig selv der har den altoverskyggende betydning. Dertil skal der også lægges vægt på en fløjlsblød produktion.
Det er sådan set dét der har været min kæphest - for hvorfor kan man ikke lave fløjlsblød, melodisk rockmusik og samtidig have et image der ikke nødvendigvis skal skrige "meget seriøse musikere, med krøller, der skriver banale kærlighedssange".

Nå, jeg har arbejdet med dette fænomen et godt stykke tid nu, jeg nægtede at tro at der skulle være en hel genre hvor jeg ikke kunne lære at elske kvaliteterne, sådan som de nu engang er. At lære at holde af genren på dens egne præmisser istedet for at blive ved med at sidde og surmule/grine af den pga. dens manglende løssluppenhed. Helt fordomsfri bliver jeg nok ikke lige med det samme, men med min koncentration omkring musikken alene, vil jeg lige så langsomt komme ind på livet af moderne AOR og beslægtede genrer.


Så vidt vides er dette LOUD & CLEARs andet og indtil videre sidste udspil. Vokalen minder mig om en del Joe Elliot, og i det hele taget kunne det her godt gå i hånd med DEF LEPPARD og BON JOVI's tidlige udspil. Dog er produktionen fuldstændig up-to-date, og nogle gange er det endda for meget. Specielt synes jeg at vokalen flere gange er fuldstændig overproduceret. Jeg kan leve med de samples man indimellem skal pines med, men at vokalen skal forvrænges og hvad ved jeg...det fatter jeg ikke noget af!

Det er langt overvejende dejligt up-tempo melodisk Hard Rock, men der er også tid til de mere nedtonede numre. Førstnævnte er dog klart deres stærke side, eller også er det bare dem der fænger mit øre bedst. Et eller andet sted minder denne plade mig om noget jeg har hørt før (HAREM SCAREM måske?), men samtlige sange er alligevel ret originale. Der er ikke to skæringer herpå der tilnærmelsesvis ligner hinanden, altså selfølgelig er lyd og opskrift den samme fra start til slut, men der er stor diversitet på pladen.

Musikerne gør det rigtig godt, faktisk er jeg rimelig imponeret over guitaristen Chuck Duran, som jeg ikke har hørt om før. Hans spil er afpasset, men spillet med stor sikkerhed både i rytmespillet, men også i det noget spartanske lead-spil. Selve kompositionerne er fantastiske, meget melodiske og syng-med værdige. Ja, jeg vil faktisk påstå at der ikke er én eneste sang jeg ikke kan synge allerede nu, efter en god håndfuld afspilninger. Jess Harnell yder også sangene stor retfærdighed, for han har den perfekte stemme til dette musik, også en grund til at jeg forbander vokal-produktionen så meget.
Teksterne er velskrevne og godt opbyggede, og selvom der hovedsagligt er tale om kærlighedssange, så bliver det aldrig anstrengene eller utroværdigt - en sand kunst at kunne mestre! Men det hjælper selvfølgelig når det er engelsksprogede sangskrivere, de har mulighed for at give lige dét ekstra, der gør at lyrikken ikke bliver for fjollet.

Enkelte sange på denne plade bliver udsat for skip-knappen på min afspiller, og det er simpelthen fordi de enten bliver lidt for lalleglade eller når det er uudholdelige ballader. Men der er ikke tale om ret mange, og jeg kan snildt anbefale 8-9 sange herpå som jeg synes er rigtig fede - jeg vil dog nøjes med at fremhæve mine fire favoritter, som også har fået deres egen plads på computeren, hvis lysten lige skulle melde sig.

Fave Traxx: 'Tell Me Why', 'Disc-Connected', 'I Cant't Wait' og 'You Gotta Dance'