Gösta

Karakter: 9/10

Jeg har en svaghed for liveplader. Det er der mange, der ikke har, en del afskyr dem til og med. Måske skyldes det at antallet af fills og andet lir øges betragteligt live, at materialet ofte virker mere energisk end i studie? Jeg har aldrig rigtig dyrket Rush før nu. En hel del omvendte har forsøgt at vende mig mod dem med historier om fantastisk trommespil og sangmateriale så komplekst at det overgår ALT andet. Tryk avler som bekendt modtryk og jeg har længe placeret Rush i samme kategori som næste generations prog-helte, Dream Theater: ligegyldige musikalske stiløvelser, "musikalsk onani" som Jimmy Rabbite så smukt siger det i "The Commitments". Efter at have set videoen til "Tom Sawyer" i liveversion på VH1 Rocks tilpas mange gange, besluttede jeg mig dog for at give Canadas støste rockhelte endnu en chance. Det lå i kortene, at netop dette livealbum ville være en god introduktion - for et livealbum har ofte nogle af de samme kvaliteter som "Greatest
hits" - en masse klassikere samlet på et album til et albums pris. Dette livealbum (Rush har vist udgivet en del af disse, dette
relativt tidlige album er således allerede deres andet livealbum!) dækker meget af bandets sen 70'er/tidlige 80'er materiale. Det er dels optaget i London og hjemlandet Canada. På vinylversionen har de ovenikøbet været så venlige at splitte de forskellige optagelser op på forskellige sider. Service var ordet. Produktion og den tekniske udførsel er glimrende (jeg tror ikke Rush er et band, der varmer op med en flaske jack og et par baner krell før koncerten...). Stort set hele materialet er ganske nyt for mig - og lidt af en åbenbaring. Hittet "The Spirit of Radio" havde jeg faktisk hørt før, men jeg havde aldrig
indset hvor godt det egentlig var! "Free Will" er ligesom "Spirit..." ganske catchy og melodisk, "Tom Sawyer" er en ganske dyster sag, med en ligeså mystisk tekst. Højdepunktet for mig er imidlertid "The Trees" - den sang er simpelthen fantastisk!
De middelalderlige og finurlige akkordskift og hele dynamikken i sangen holder legende-klasse. Teksten om træer der enten vil have lys og skygge og til sidst alle bliver lige gennem at blive fældet er ganske tankevækkende
med tanke på den stedse mere polariserede samfundsdebat. Samme tekst bevirkede efter sigende også at et engelsk magasin (sikkert punkinspireret) i sin tid beskyldte bandet for at stå for en "fascistisk holdning til handelspolitik" (sic!). En positiv overraskelse, hvor er det rart når de kommer!