sixxdog

Karakter: 10/10

I en tid med overflod af alternative og røv-irriterende depressive bands, skulle der noget ekstraordinært på laseren for at imponere mig, og det skete en sommerdag i 1993. I denne tid gik jeg til koncerter hver eneste weekend, og der var ikke mange dage i ugens løb der stod i soberhedens navn. Jeg flakkede rundt på gaderne i Århus, uden job og uden uddannelse, men med min rock & roll rebelske sjæl i behold, og hvor kliché det end lyder, så overlevede jeg dette herrens år på Sex, Drugs & Metal. Dette er tiden jeg forbinder med Freak Of Nature.

Da jeg altid har været moderat glad for for White Lion, skulle Mike Tramp's nye band jo tjekkes ud...det kunne jo være at jeg kunne skille mig ud fra mængden med et nyt band, istedet for at holde fast i mine gamle 80'er idoler, som jeg var blevet mobbet så rigeligt med i denne tid. Okay, jeg har nok bare aldrig rigtig haft 'tid' til at sætte mig ordentlig ind i White Lion, da slutfirserne for mit vedkommende var altdomineret og overskygget af bands som Mötley Crüe, Skid Row og L.A Guns. Men idag elsker jeg jo selvfølgelig den hvide løves musik.

Denne debut er noget af det største jeg nogensinde har set og hørt, og det er mig en kæmpe gåde hvorfor ikke dette band blev verdenstjerner på rekordtid! Nogle af genrens fedeste musikere er samlet her; Johnny Haro, Kenny Korade...Mike Tramp - så skulle de sgu da også skamme sig hvis ikke de lavede noget grænsebrydende og genialt musik.
En af de bedste produktioner i nyere tid blev denne plade også velsignet med, for selvom den nok var tidsvarende var den aldrig tynget af periodens dystre og til tider selvdestruktive musikeres idéer om, at alt skulle lyde mørkt og grumset.

Mike Tramps tekster er bedre end nogensinde, stadig meget personlige, men de rammer én lige i mønterne og tager dig med på en følelsesmæssig rutchetur uden lige, gennemført og fantastisk.
Alle sangene på denne plade er mesterværker, og giver man sig selv chancen for indlevelse vil man sidde skivens samtlige 45 minutter igennem med gåsehud, klumper i halsen og tårer i øjnene, store smil, headbanging og befrielse af den orgasmatoriske slags.

At fremhæve enkelte sange ville være uretfærdigt, da de alle skinner på hver sin måde. Fra den noget uplacérbare åbner, til de to vrede og adrenalin-opbyggende efterfølgere. Fra den sørgmodige, nervefyldte og meget personlige "'92", til de to efterfølgende røvsparkere "People" og "World Doesn't Mind". Fra den geniale og nærmest konceptuelle "Possessed", til nogle af de smukkeste ballader i "Where Can I Go" og "Love Was Here".

Efter denne plade forstår jeg pludselig what the fuzz is all about, hvorfor denne Trampmania verden over, for dette er det største Mike Tramp nogensinde har lavet og udgivet, både før og efter alt det andet.
Så selvom en del år er gået, og man er blevet noget ældre, så er denne skive med til at føre mig tilbage til sleaze livet i Århus' mørkeste gader og stræder, selvom det i disse år forbliver ved fantasien og minderne.