The Warrior

Karakter: 7.5/10

"Goes To Hell" - opfølgeren på gigantsatsningen "Welcome To My Nightmare", er meget i samme tråd som forgængeren. Der bliver også lagt stærkt ud med titelsangen. I det hele taget er der en del fede numre på pladen, men ind i mellem bliver det for meget teater, synes jeg. Numre som "Give the kid a break", "Wake me gently", "I'm allways chasing rainbows" (et eller andet Judy Garland skrammel) og den sidste skæring "Going Home" trækker karakteren gevaldigt ned. Til gengæld er der nogle virkelig fede perler i form af "Didn't We Meet", "Guilty" (fed rock og rulle) og "Wish you were here", hvor tandemen Dick Wagner/Steve Hunter trykker noget rigtig god spade af. Har altid haft et lidt ambivalent forhold til denne plade, fordi den det ene øjeblik er superfed, det næste noget underligt teateragtigt pjat, nærmest hevet direkte ud fra nogle gamle musicals. Men han har jo nok haft en dybere mening med at gøre det. Jeg synes bare det er synd, for der er ellers mange gode momenter på pladen.