Jettfever

Karakter: 9/10

Inden jeg skriver alt for meget om Felony her, så vil jeg lige komme med et ønske: Er der ikke en eller anden der kan forklare mig hvorfor jeg ikke kendte dette band – hvorfor kender alle ikke dette udspil? Det er jo noget nær det fedeste sleaze album nogensinde!

Har set dem sammenlignet med Spread Eagle flere steder, og selvom jeg ikke er helt enig, så er det heller ikke skudt helt ved siden af. Hvis Mötley Crüe i stedet for at gå tyggegummivejen efter Shout At The Devil, i stedet havde sagt; nu laver vi et album der er endnu hårdere, endnu mere kompromisløst end Shout, så havde det lydt nogenlunde som Felony! Glem alt om ballader.

Skiven er optaget over to omgange, track 1-4 i 1990 og 5-13 i 1993 med ny guitarist, men det er ikke noget man lægger mærke til. Og hvorfor fungerer dette album så godt – det er egentlig meget nemt at forklare.

Thomas Lee er en genial vokalist, som en Vince Neil med nosser. Shawn Nugent leverer den fedeste omgang in-your-face basspil og med en suveræn lyd. Og guitarerne er ligeledes fænomenalt leveret, først af Dale O’Brien og senere af Michael Smiley og Jeff Parker. Riffbaseret sleaze – ja tak!

Og numrene er suveræne hele vejen igennem, især de første fire er i en liga for sig selv. Riffet i kongenummeret ”Heist in Helltown” giver gåsehud – skivens absolutte højdepunkt! ”Yank That Chain” rykker, det gør de lidt mere eksperimenterende ”Well Of Souls” og ”Lost In The Closet” også. Og produktionen er i top, tung og stenhård.

Nu er Helltown Hotel endelig ude på CD og er man til Mötley, Skid Row, Spread Eagle og Wildside, så skal Felony også stå der – de er i samme kaliber!