Jettfever

Karakter: 9/10

Joan Jett åbnede 90’erne stærkt med det fede og lidt anderledes Notorious album, der efter min mening er særdeles overset, både blandt fans og i det hele taget. Hendes syvende studiealbum skulle sjovt nok blive det første, der ikke solgte godt nok til at nå på Billboard listen, hvilket undrer da dette er væsentligt mere mainstream orienteret end hendes tidligere plader.

Notorious er noget mere modent og afdæmpet i udtrykket og består egentlig hovedsageligt af mainstream hard rock materiale, der ellers solgte strygende på dette tidspunkt. Taget i betragtning af hvad der ellers styrede hitlisterne dette år, såsom Bryan Adams, Extreme, Scorpions og Roxette, er det underligt at hitpotentialer som f.eks. ”Backlash”, ”The Only Good Thing (You Ever Said Was Goodbye)”, ”Don’t Surrender” og ”Treadin’ Water” ikke blev til de hits de skulle have været.

Punk influenserne og de korte 50’er-agtige rockere er væk her på Notorious, men det er aldrig noget man savner. Fantastiske skæringer hele vejen igennem, mange af dem skrevet af Jett og Desmond Child og netop sidstnævntes indflydelse høres i den grad på Jett’s materiale på dette tidspunkt af hendes karriere.

Udover dem allerede nævnt skal ”Ashes In The Wind” og ”Goodbye” også nævnes. Den her lidt tilbagelænede og bluesy hard rock stil, der er især på de to numre, klæder hende faktisk særdeles godt. Og nummeret ”Wait For Me” er i øvrigt endnu en genindspilning af et gammelt Runaways nummer.

En af de absolut bedste udgivelser Jett har smidt på gaden, også selvom det afviger lidt fra hendes sædvanlige stil.