Hvem husker Furious Trauma? Et af de allerførste (hvis ikke dét første) thrashbands herhjemme, der med denne fuld-længde debut i hvert fald slog benene væk under mig, tilbage i 1993.
Det er jo god gammeldaws Thrash, der for de uinviede nok i første omgang vil lyde som de bands i genren der ligger i den hårdere ende, f.eks Kreator, Invocator, tidlig Metallica og indimellem spores der også lidt groove alá Overkill's "I Hear Black", om ikke andet så i hvert fald på lydsiden.
Der er rigtig god adspredelse på denne plade, stor diversitet imellem numrene, lige fra den klassiske åbner over den grumme 'Adult Lust' til den spøjse, men gedigne 'White Slavery'. Guitaren er klart FT's største plus på den tekniske side, men kompositionerne i sin helhed er uovertrufne, og er i genren kun overgået af Invocator herhjemme.
Dette old school band leverede jo senere hen musikere til bands som Konkhra, Red Warsawa, Artillery og Illdisposed, og det giver måske et meget godt billede af kvaliteten.
Debut-albums har altid en stor plads i mit hjerte, og dette er ingen undtagelse. Jeg havde fornøjelsen af at se dem tilbage i '93, både på Roskilde og som support for Kreator.
2006-04-14 09:57:59