Jettfever

Karakter: 7/10

Titlen refererer jo helt sikkert til det skift der skete på musikscenen på dette tidspunkt. Den stort opsatte og til tider overproducerede hard rock var på vej ud og den mere direkte og beskidte rock (post-punk/grunge etc) på vej ind i stedet. Desværre, både generelt, men også for Joan Jett.

For selvom dette album fik masser af anmelderroser og blev særdeles indflydelsesrigt for en hel genre, så må det nok betegnes som Joan’s svageste udgivelse. Selvom der bestemt er masser af gode momenter, en del udmærkede numre og en typisk Jett-atmosfære, så er det altså ikke noget der kommer helt op at ringe.

Jim Vallance og Desmond Child er stadig involveret, men i væsentlig mindre grad end på de foregående. Til gengæld er flere af numrene skrevet sammen med medlemmer fra diverse Riot Grrl bands (L7, Bikini Kill og Babes In Toyland). En genre Jett vel mere eller mindre var primus motor for og den hovedsagelige inspiration bag. Selvom Jett’s musik dog ligger et stykke fra den ultra-venstreorienterede, aggressive og feministiske heavy-punk i nævnte genre, så er genren umulig at komme udenom i forbindelse med Pure And Simple.

Netop det at begge ’lejre’ i sangskrivningen er med på denne udgivelse, gør at det hele virker lidt rodet og står tilbage som lidt et genremæssigt miskmask (igen også et hav af producere). Numre som ”Eye To Eye”, ”Torture”, ”As I Am”, ”Activity Grrl” og ”Insecure” holder et pænt niveau, men ellers så er Pure And Simple nok mest for Jett og Riot Grrl fanatikere.