sixxdog

Karakter: 9/10

Næsten fem år skulle der gå inden vi så opfølgeren til Mike Tramp's sublime debutskive 'Capricorn' fra 1997, og jeg kan stadig huske min umiddelbare reaktion da jeg hørte åbneren på dette album - det var ikke hvad jeg havde forventet!
Pladen blev dog unægtelig bedre jo længere frem man kom, men kulminationen af dette album, skulle først vise sig efter en hel del gennemlytninger.

I dag vil jeg ikke tøve med at kalde albummet for fantastisk (og en helvedes masse andre superlativer, men det vil jeg spare jer for..i hvert fald i første omgang). Jeg synes nu meget godt om åbneren 'Falling Down', omend det stadig er fuldstændig fejlbedømt som åbningsnummer.
Hvor debuten satte sig med det samme, med de lette melodier og syng-med venlige vers, er denne plade en kende mere 'intelligent'. Intelligent på den måde at det tager tid før den er kravlet ordentlig under huden på en. Den er godt nok endnu engang fyldt til bristepunktet med gode melodier og interessant lyrik, men kompositionerne er alligevel langt mere komplekse og velovervejede end vi er vant til fra danmarks største rockstjerne.

Det er vel nok en af de mest spillede albums hos undertegnede, gennem de sidste 3-4 år, og jeg kan til stadighed få det største smil på af disse sange.
Stilen er stort set uændret, måske dette udspil er en tand mørkere i sit udtryk, men det er vist et temperamentspørgsmål, og selvom jeg til enhver tid vil ønske mere knald på drengen, hvad angår Tramp's solo-materiale, så har jeg lært at elske stilen, i hvert fald når det er ham der udøver den. For indrømmet, det der ligger tættest på denne stilart, er ikoner som BON JOVI og Bryan Adams' nyere skiver, ikke ligefrem mine favoritter. Og jeg vil i samme åndedrag lige påstå, at hvis dette album bar et af ovennævnte navne på coveret i stedet, ville det have solgt millioner af eksemplarer, in my humble opinion.

Jeg vil ikke gennemgå samtlige numre herpå, det ville simpelthen kræve at jeg sad her hele natten. Og opturene på denne plade er uendelige. Det spænder ret bredt egentlig, lige fra dystre melodier med baggrunds-Hammond, til de velkendte og poppede syng-med sange, som manden har mestret til perfektion siden hans dage i MABEL og WHITE LION. Der er ganske enkelt tale om et gedigent melodisk rock-album, fra en af vor fineste sangskrivere.

Mine favoritter på pladen skifter som vejret udenfor, men alligevel er der nogle af de der umiddelbare nakkehårs-strittere, og det er sangene 'Mr.Death' (Thin Lizzy glæden er åbenlys!), 'All Up To You', 'Follow Your Dreams' og 'Don't Take My Rock'n'Roll' (og dette var den oprindelige titel på albummet).
Det var de umiddelbare, men der er så også dem man på forunderligste vis overså i farten, f.eks er jeg helt vild med 'Do It All Over', som i første ombæring minder om en klassisk 'filler', men ved flere afspilninger går lige i nosserne på et gammelt rocksvin som mig. Også den dybfølte og stemningsmættede 'Endless Highway' er genial, og jeg fristes til at kalde dét nummer for pladens mesterværk.

Film, bøger og musik har det tilfælles for undertegnede, at de allerbedste af slagsen, er dem der kræver gentagne afspilninger/gennemlæsninger/whatever... Dem som ikke sætter sig alt for hurtigt, således at man finder albummet trættende allerede efter ti afspilninger.

Jeg har svært ved at dømme dette album bedre end 'Capricorn', som har en helt speciel matrikel i mit hjerte, men jeg garanterer at det er holdbart meget længere ud i fremtiden end debuten - så på den konto dømmer jeg dødt løb.