sixxdog

Karakter: 9/10

Klassisk dødsmetal, men med Reno Kiilerich bag gryderne er vi meget tæt på at kunne kalde det Grindcore. Manden med verdens hurtigste fødder (800+ slag i minuttet!) gør sit til at dette album er blevet så brutalt som det er. Men også Bo Summer (Illdisposed) leverer varen i en klasse så høj, at man ikke er et sekund i tvivl om at dette er noget af det bedste og mest brutale dødsmetal der nogensinde er udgivet herhjemme. I mine ører er Bo Summer blandt den absolutte elite af growlere på verdensplan.

Efter at have overrasket alt og alle med 'Soul Collector', hvor alle sangene er på tysk (!), og hvor de bevægede sig det sidste skridt væk fra noget der kunne minde om Melo-Death til det langt mere brutale og grindede Death Metal, så formår de sgu alligevel at overraske og levere en original omgang dødshegn på denne fabelagtige skive.

Der er overraskende god variation på pladen, og det er også det der kendetegner en god plade i denne genre - alt for mange udspil kører monotont og ensartet, og alt for mange bands leverer kopier af noget vi allerede har hørt før. Her er både gedigen dødsmetal, men man hører også passager der kunne være taget fra det bedste af den norske Black Metal scene, og som sagt bliver der også grindet til den store guldmedalje. Åbningsnummeret smadrer derudaf i bedste gammeldaws Carcass stil, hvorefter vi er ovre i det spændene nummer 'Creature' der dog starter lidt mono-paced, men efter små to minutter sidder man lige pludselig og hører old school Emperor! Dernæst følger tre af mine favoritter 'Lies', 'Suicide' og 'At The Graves' som veksler mellem rigtig velspillet Death og Grind My Ass-Core! Fede, men lidt for underspillede guitar-soloer bliver det også til - de er der da i det mindste, men må i højere grad godt fylde lydsiden, som de f.eks gør det på både 'Lies' og 'At The Graves'. Det må være det eneste lille minus, at jeg godt kan savne mere lead-spil.
Coveret af Metal Church's sang af samme navn slipper de rigtig godt afsted med, det er simpelthen perfekt udført og man sidder virkelig med et smil på læben gennem denne sang.
I den korte titelsang bliver man blæst fuldstændig omkuld af hvad man kunne tro var et overproduceret Carcass anno 1990, men den er i virkeligheden for kort, jeg kan i hvert fald ikke se det som andet end fyld (omend fyld af den gode slags).
Normalt er de sidste sange på et album sådan lidt la lá, men igen formår PANZERCHRIST at levere eksperimenteren indenfor rammerne, og 'The Red River' er uden tvivl et af de fedeste numre nogensinde.

Har du altid godt kunne tænke dig at høre Obituary lidt mere varieret, eller Bolt Thrower langt mere aggressive? Så kan du roligt investere i dette ovenud brutale mesterværk. Et udspil der bør gøre PANZERCHRIST til et af de allerstørste navne på scenen.
Og er 'PANZERCHRIST' ikke også bare det fedeste navn til et brutalt band?