Sleazy Dane

Karakter: 5/10

Praying Mantis var en del af NWOBHM-bølgen i starten af 80’erne og er derfor altid blevet hæftet sammen med bla. Iron Maiden og Saxon. En sammenligning der ikke holder da Praying Mantis er meget mere melodiske.

Praying Mantis har altid haft en helt speciel lyd, hvilket helt klart skyldes Tino og Chris Troy. Deres evne til at skrive en god melodi og ikke mindst deres backing vocals, som egentlig er det mest karakteristiske ved Praying Mantis, har aldrig fejlet. De fylder faktisk så meget i lydbilledet at det aldrig har gjort den store forskel hvem der har været forsanger i bandet. Det har i hvert fald været tilfældet med de Praying Mantis albums jeg har hørt.

Var derfor også stensikker på at deres nyeste album “Sanctuary” ville være lavet efter samme formel, men blev faktisk slemt skuffet da jeg smed den på. “In Time”, som er første nummer gav mig flashback til nok min største fejlinvestering nogensinde. Købte for en 10 år siden Angra’s album “Rebirth” og husker desværre stadig alt for godt hvor ringe den var. Selvom associationerne til Angra heldigvis ikke holder hele albummet ud, må jeg desværre erkende at albummet er ret ringe.

Sikkert også fordi at de ellers så karakteristiske brødre næsten ikke kan høres. Væk er de fantastiske harmonier, som man finder på Time Tells No Lies, Nowhere To Run og Forever In Time. Mike Freeland, som har fået tjansen som forsanger er heller ikke lige min kop the. Der er da stadig spor af Praying Mantis at finde i sangskrivningen, men synes heller ikke at de gode melodier er her denne gang.

Konklusion: Skuffende!