Tommy Lee

Karakter: 4.5/10

Projektet fra Till Lindemann(Rammstein) og Peter Tägtgren(Hypocrisy,Pain med flere) er lidt en blandet fornøjelse.
Lidt ligesom Rammstein har de den specielle accent på vokalen.

Og som Rammstein er det industrial Metal.

Forskellen fra Rammstein er blot her,synges der på engelsk og ikke tysk.

Enten finder man det fedt og anderledes, eller også hader man det.
Jeg er sådan lidt midt imellem.
Hvor jeg aldrig på trods af jeg har hørt, endda ejet en brændt cd med Rammstein aldrig officielt er stået på det tog. Ja så synes jeg de er fede og anderledes.

Det samme kan man også sige om det her.Tilsæt der til bizarre sangtitler som; Ladyboy,Golden Shower.

Haha.
Synes faktisk numre som 1,6,7,8,11 er ganske glimrende og numre med huskebart omkvæd. Tildels kan 2 gå an.
Problemet for mig er,at de andre numre enten er platte eller decideret intetsigende.
11 er et bonusnr, og et af dem der fungerer. Så 5½ nr der virker ud af 11, er lige lidt for lidt.

Det er prisagtig, at man tør tage sådanne chancer med et udspil.
Jeg har det sådan for at sammenligne lidt på det lyriske. Hvor jeg var stor Steel Panther fan på de første, synes jeg måske All You Can Eat blev for meget sexfikseret, og det går lidt igen her.

Humoren og det groteske er naturligvis en del af det, man det kan også blive for meget af begge dele.

Jeg kan af de grunde hverken give den topkarakter, eller nedgøre den helt.