Jettfever

Karakter: 6.5/10

Steel Blue er i sandhed et anderledes bekendtskab. Købte egentlig mest skiven pga. coveret (totalt old-school Priest cover) og fordi det efter sigende skulle være en temmelig sjælden aor skive. Den har dog vidst sig at være mere speciel end som så.

Ved første gennemlytning sagde den mig ikke en døjt. Mangen til kedeligt, umusikalsk makværk er sjældent hørt. Af en eller anden grund, gav jeg mig alligevel til at undersøge lidt omkring bandet og det skulle vise sig at være spændende læsning.

Bandet er dannet og centreret omkring Jon Catler, der er lidt af et unikum på guitarscenen. Han regnes for at være den absolut førende guitarist indenfor det der hedder ”Just Intonation” og ”Microtonal Music”; en helt speciel form for tuning, der afviger kraftigt fra den klassiske oktav tuning, der bruges hyppigst i vesten. Kort sagt er formålet med micronal musik at finde kortere toneintervaller og på den måde opnå længere skalaer end normalt - altså at finde ” notes between the notes”. Jon Catlers guitar har derfor 62 bånd per oktav – den ser temmelig spøjs ud. Jeg er absolut ikke ekspert på dette område, så bedre kan jeg ikke forklare det.

Steel Blue blev dannet med det ene formål, at lave et album, hvor alt er indspillet i denne tuning. Samtlige medlemmer er da også konservatorieuddannede musikere. I det lys blev lytteroplevelsen lige pludselig væsentlig mere spændende. Stilmæssigt er der lidt klassisk rock/arena rock over det, lidt aor og lidt funk. Syntes egentlig at det på mange måder er lidt en blanding af tilbagelænet 80’er aor og 70’er rock. Det er ikke noget der sætter mit pis i kog, men det er bestemt en lytter værd, alene pga. at det på lydsiden afviger så meget fra hvad man ellers normalt hører.

Karakteren er lidt et kompromis, for på den ene side er det en særdeles interessant udgivelse, men omvendt bliver det sikkert heller aldrig noget jeg vil smide på til daglig.