sixxdog

Karakter: 7/10

I en tid hvor Thrash Metal stor set ingen chance havde for at gøre sig gældende, medmindre man eksperimenterede ud i det overdrevne, eller gik over til at spille Death eller Grind, så det også sort ud for legendariske Overkill. Nu har Overkill aldrig haft held med at bryde igennem i samme målestok som Megadeth eller Metallica, men det var meget tæt på med 1991's 'Horrorscope'. De har generelt manglet diversiteten, selvom man i en helheds analyse godt kan undres, at de ikke fulgte med de førnævnte bands. På denne skive er de gode numre næsten på højde med deres klassikere, men de mindre gode numre gør, at denne plade på flere områder minder om forgængeren. Produktionen og lyden er næsten identisk med forgængeren, men Overkill formår på flere numre at gå tilbage til rødderne, og man fornemmer en snert af old school thrash. Generelt er sangene noget mere up-tempo, og selvom de stadig er eksperimenterende, er det i en mere moderat udgave end på 'I Hear Black'. Hvis du er et af dem der kun køber thrash for den tekniske udførelse, ja så kan du roligt investere i denne skive - Overkill skuffer stadig ikke hvad angår deres musikalske kunnen.
På den ene side er jeg ekstatisk over denne plade, fordi de fede numre herpå sparker tænder ud, og får dig i et kick'ass humør, så selv den lokale HA'er skal holde en fornuftig afstand til dig. På den anden side er jeg lidt skuffet, fordi de ikke endnu har formået at gå hele vejen, hele vejen tilbage til rødderne, sådan som Thrash blev spillet i 80'erne, og fordi der generelt mangler melodi i Bobby's vokal, ikke at han gør det dårligt her, men det er ligesom om han ikke formår at få ordende til at passe perfekt til musikken.
Kunne man skære en 3-4 fillers væk herfra, så havde man et rigtig lækkert album, men det går da i det mindste i den rigtige retning.
Killer sange: "Bastard Nation", "Gasoline Dream", "Where It Hurts", "Supersonic Hate" og "What's Your Problem?"