Jettfever

Karakter: 8.5/10

I hælene på deres to første albums tog The Runaways i '77 på turne, bl.a i Japan hvor de opnåede stor succes. Bandet var det 3. mest importerede musiknavn i Japan, efter Led Zeppelin og Kiss. Men succeen skulle vise sig at have en slagside. Under turen forlod først Jackie Fox bandet og efter hjemkomsten forlod vokalist Cherie Currie dem ligeledes. Rygterne omkring hvorfor var mange; lige fra et mislykket forhold mellem Currie og Jett til et overdrevet stofmisbrug - de fleste sikkert det pure opspind.

Bandet rekrutterede Vicki Blue til bassen og Jett overtog alle vokalerne og bandet kæmpede videre. Resultatet er deres 3. studie album Waitin' For The Night, der på mange måder fortsætter hvor Queens Of Noise slap. Dog kan der her måske spores en anelse flere inspirationer fra den voksende punk-scene. Runaways blev hurtigt sat i forbindelse med punkscenen og havde nære kontakter til bands som Ramones, The Damned og Sex Pistols, og til trods for Joan Jett's ønske om at trække bandet mere i denne retning blev punkinfluencerne dog igennem hele bandets karriere på et minimum. Hovedsageligt pga. Lita Ford og Sandie West's forkærlighed for hard rock.

Waitin' For The Night leverer en række rigtig stærke numre; især "Wasted", "School Days", "Don't Go Away" og titelnummeret, der alle har samme kvaliteter som kunne høres på bandets to første albums. Men det virker dog som om at der her kan spores en træthed. Trætheden af konstant at skulle kæmpe imod en yderst fjendtlig presse i hjemlandet og imod interne stridigheder i bandet og med folkene omkring dem.

Men det er stadigvæk et yderst kompetent album - og endnu en cementering af at The Runaways var langt mere end det kritikerne gerne ville gøre dem til - nemlig et mediestunt.

Joan Jett og Lita Ford's senere karrierer viser da også med al tydelighed at der var kvaliteter tilstede.