-=MP=-

Karakter: 7/10

Def Leppard hylder her deres idoler fra 60’erne og 70’erne, så dette er et album hvor der kun er cover numre på.

Den første sang jeg hørte fra denne skive var ”No Matter What”, og det er godt nok en tam version de har fået stablet på benene, et nummer Lillian Axe gør meget bedre.
Det andet nummer er ”Rock On” en sang jeg dog ikke kendte i forvejen, men igen alt for tamt fra disse herrer.
De burde vide bedre hvis man vil reklamere for et nyt album, så skal der fyres noget op for kedlerne og spilles noget folk vil lytte til, for som albummet skrider frem laver de faktisk nogle ganske gode versioner.

Blondie’s ”Hanging On The Telephone” er virkelig fed, der har de bare ramt nerven, og synes virkelig at de har lavet en god rocket version, og det samme gælder Thin Lizzy’s ” Don’t Belive A Word”.
Som sagt så er her flere sange som de egentlig gør ret godt, især Faces ”Stay With Me, er også ret fed, og så er det endda Phil Collen, der smadrer sit stemmebånd pga at han skal lyde som Rod Stewart, men han gør det fandens godt.

I helhed synes jeg at det er en ok skive, men flere gange lyder de altså som nogle halvtrætte gamle mænd, der ikke rigtig selv kunne skrive noget nyt materiale, og så kan man jo altid udgive denne slags albums.

Næste gang må de herrer altså lave et album der sparker røv, Rocken er altså ikke død, selvom Def Leppard til tider tror det…