Scandinavia

Karakter: 7.5/10

SÅ er der igen 'deth metal fra Mustaine! Mange troede ellers bandet var passé efter Drover og Broderick forsvandt og Mustaine blev alvorligt syg, men ak nej - muligvis den nye Lemmy da Dave præsterer at rejse sig fra asken som fugl fønix! Unstoppable force!
Albummet er også dejligt forfriskende og vi er straks tilbage i velkendt Thrash / Heavy Metal territorie med de bedste ingredienser fra 80erne og de mere kommercielle strømninger fra 90erne. De mainstreamede tendenser fra "Super Collider", som bandet fik seriøse hug for, er nedtonet og der er igen kog i suppen - ikke langt fra formlen på "Endgame" eller "Thirteen".
Adler (Lamb of God) klarer gryderne forventeligt med energi og entusiasme, men trækplasteret er helt sikkert den guddommelige Kiko Loureiro (Angra, samt fortrinlige jazz instrumental albums) som i den grad formår at gøre de yderst vigtige soli levende og true mod formlen som især Friedman skrev i fordums tid.
Jeg hører en blanding af "Rust in Peace", førnævnte nye albums, og det helt gamle fra omkring "Killing is my business". Der er dog en nagende naivitet i flere sange hvor det hele bliver lidt for simpelt og forudsigeligt - særskilt de 2 sidste skæringer som ærligt talt er overflødige. Alt taget i betragtning med den fanden-i-voldske politiske forkæmper Mustaine (som lyder ondere end typisk!) og Kiko som de store attraktioner, så er Megadeth en fin force på Metalscenen anno 2016. "Soft Thrash" kunne man måske kalde stilen - originalt er det dog! Dyrk især åbneren og den nærmest hitorienterede sing-along hymne "Dystopia". Der er stadig atomart affald i Mustaines korpus!