Jettfever

Karakter: 7.5/10

Normalt ikke en genre der har så godt tag i mig, men en gang imellem dukker der en skive op der trods alt fanger mig. Efter at hørt lidt bidder med bandet hist og her igennem de sidste par år, der faktisk har tiltalt mig, faldt det logisk endelig at prøve og give dem en chance op til årets Sweden Rock.

Lad det være sagt med det samme, at der ikke er nogen tvivl om at disse unge svenske knægte (og en enkelt af det modsatte køn) er flasket op med In Flames, Children Of Bodom o. lign. af 90'ernes store skandinaviske melodeath bands. Det nærmer sig i den grad ripoff over hele linien - lige fra guitarlyd og riffs, over brugen af keyboard, til vokalføringen. Og så alligevel syntes jeg egentlig det er lykkedes dem ganske godt at forme deres egen lyd - selvom det på mange måder også ligger ekstremt tæt op af den endeløse strøm af metalcore bands der er kommet frem i de sidste fem år.

Bandet har to vokalister, der veksler mellem aggressiv og melodisk vokalføring - ganske som alle andre metalcore bands. Den primære forskel er bare at Richard Sjunnesson (en af tre brødre i bandet!), der leverer den melodiske vokal, rent faktisk kan synge - og det overbevisende. Der er god energi på skiven, gennemarbejdede numre og faktisk ingen numre der trækker ned på helhedsintrykket. Bandet blev iøvrigt signet til Nuclear Blast efter at have vundet en talentkonkurrence foran 1500 konkurrenter - ganske godt gået.

Det er som sagt ikke lige favoritgenren og dette bliver nok heller aldrig en af mine faveskiver.Men det til trods, har den faktisk fået en hel del spilletid på det sidste. Allerede her på deres anden skive syntes jeg faktisk at de beviser ganske godt hvorfor de bliver betragtet som et af de upcoming bands man skal holde øje med.

Sikre træffere: Aftermath, Psychic Suicide, Enclave og Denied.

Iøvrigt er det mig en gåde hvordan et T.a.t.u cover kan ende på en metalskive - men det er mig sgu en endnu større gåde hvordan det rent faktisk kan fungere - for det gør det faktisk!?!