Jettfever

Karakter: 9/10

Nu kan det efterhånden ikke være nogen overraskelse for nogen, at jeg er ret pjattet med Erika (og hendes musik også for den sags skyld, haha) og det er nok lidt en forudsætning for at kunne tage den her, Planet X, hendes fjerde studiealbum fra 1997.

For der er ingen tvivl om at pop-tendenserne er mere udtalte her end på hendes tidligere skiver. Men efter at den første skepsis havde lagt sig, har jeg måtte sande at dette er et ekstremt catchy, afvekslende, solidt og glimrende album, om end det er (dejligt) useriøst.

De fleste vil rynke gevaldigt på næsen over pjattede, overgearede, japan-pop inspirerede skæringer som ”Jimmy, Jimmy, Jimmy” og ”Japanese Boyfriend” der mest af alt minder om en gang ABBA på speed – personligt elsker jeg det. Ingen tvivl om at halvfemser tecno-pop inspirationerne, som f.eks. på det fremragende titelnummer, burde få mig til at skrige højt af raseri, men som sagt, det gør det faktisk ikke.

Her er også mere seriøse tiltag, som den fremragende AOR-ballade ”Neon City Lights” og der er stadig masser af fed guitar at komme efter. Eneste minus for mig er den lidt kedelige ”Vampire”, der aldrig rigtig kommer nogle vegne. Men åbneren er jo superfed, det samme er rockeren ”Detroit”, den 50’er-agtige ”Drive Me Wild” og ”I Wanna Run Now” osv osv.

Kort sagt en fantastisk skive, der har en tendens til at få smilet frem på læberne med det samme. Men den kræver et meget åbent sind, men så går den også rent ind. Endnu en perle i Erikas fremragende bagkatalog.