På deres 14. studie-album lyder OVERKILL stadig som OVERKILL, 'Blitz' proklamerede endda at ReliXIV var et 'back to the roots' album, i stil med deres materiale fra midt-firserne. Det kan han påstå nok så meget uden det ændrer på min holdning til skiven. Rigtig nok, der er til tider en del ol' school thrash at spore, men det har der nu altid været på OVERKILL albums, det er bare ikke helt så gennemført som han gerne ville give indtryk af da denne plade udkom. Igen har vi at gøre med en halv plade der sparker virkelig meget røv på samtlige kollegaers værker i genren, mens den anden halvdel går over i den efterhånden velkendte afdeling der hedder Groove Metal.
Åbneren synes jeg faktisk er lidt kedelig, bevares, det er da et stykke musik de fleste nye bands burde stræbe efter at kunne perfektere, istedet for at stå og råbe ned i en spand imens der bliver revet og flået i 2 akkorder (= Nu-Metal), og det er da også klassisk OVERKILL, men det er altså venstrehåndsarbejde fra dette geniale band. Så bliver der fulgt op med pladens værste nummer "Love" der er alt for groovet til mig, alt for moderne og det pynter ikke godt på et OVERKILL album. Efter de to numre er forventningerne helt nede på hvilepuls, men hvad sker der så? Så kommer der lige fem fede numre i streg, startende med 'Loaded Rack' som er et simpelt opbygget nummer, men med en fed energi og overbevisende attitude fra D.D og Bobby, som vi kender dem. 'Bats In The Belfry' bliver endnu en af disse klassikere fra live-bandet over dem alle. 'Pounded Flesh' og 'Keeper' er to skinnende perler, der igen viser hvor skabet skal stå i forhold til aggressivt og ondskabssindet musik, desuden er det her jeg opdager hvor fabelagtig Tim Mallare styrer rytmekasserne - på trommesiden er dette måske det allerbedste OVERKILL album! Det er også her i midten af pladen vi først lægger mærke til guitaren, sådan for alvor, der hvor man sidder med et smil og glæder sig over nytænkningen på de seks-strengede.
Vi slutter af med et fabelagtigt punk-nummer - "Old School" er en hyldest til hvad der inspirerede D.D Verni og Bobby Blitz helt tilbage i starten af 80'erne, da Bobby sang i et Hardcore band der hed THE LUBRICUNTS. Et fantastisk metalliseret hardcore-nummer der godt kunne lyde som The Ramones på nogle meget spændende piller.
Endnu et fedt album fra New Jersey drengene, der her mere end 20 år efter stadig kan levere varen som den leveres skal.
2006-06-26 11:00:43