The Warrior

Karakter: 4/10

Nuno Bettencourt udgav denne solo skive efter opløsningen af Extreme. Stor var min forventning til hvad denne geniale guitarist havde fundet på. Og lige så stor var min skuffelse, da jeg købte den tilbage i 1996. Jeg var/er ekstrem Extreme fan, og derfor var det som en våd klud i ansigtet, da denne blev sat på første gang.
Alt det man kender Nuno for er stort set pist borte. Hans seje killer riffs og fede soloer, som han havde beriget os alle med i Extreme er der ikke meget tilbage af på dette sørgelige udspil. Det er vel stadig hard rock men desværre rigtig meget inspireret af den lyd der herskede på den tid, nemlig grunge bølgen. Havde aldrig troet at han ville falde SÅ dybt...
Manden er jo ellers en genial musiker, så der ER da et par små lyspunkter i mørket. Men de er altså også små. Track 2, 4, 5, 6 og 11 er tilforladelige, men så heller ikke mere. 11'eren, "Note On The Screen Door", er et let funky og stemningsfyldt nummer drevet af et hook hvor han spiller med talkbos, som jeg synes er okay. Også det stille og rolige "Fallen Angels" kan lige, med hiv og sving, gå an. Kun meget sporadisk får man prøver på hans kunnen på soloer, men de kommer slet ikke i nærheden af det han tidligere har præsteret i Extreme. Selv ikke på noget af det lidt dårligere materiale fra dengang.
Jeg vil svinge mig op på et 4 tal, men det er udelukkende kun pga. de 4 - 5 numre som kan gå an, men som alligevel kun er meget middelmådige, og så de få glimt man får af hans ellers så eminente guitarspil. Og så det faktum, at der dog findes værre udgivelser...selvom man ikke skulle tro det.
Skal også siges, at dengang jeg købte skiven VIRKELIG forsøgte at vænne mig til den, men der var bare ikke noget at gøre. Det er og bliver noget makværk.