sixxdog

Karakter: 6/10

Philip Lewis og Gerry Laffy mødte hinanden ved et tilfælde i Amsterdam 1978, og de blev enige om at danne GIRL, det britiske svar på The New York Dolls.

Navnet 'Girl' blev til, inspireret af datidens mange bands med pigenavne, eks. Thin Lizzy og Alice Cooper. Meningen med navnet var enten at chokere eller frastøde, hvad der nu end virkede.

Efter en del sange var blevet skrevet, begyndte de at lede efter egnede musikere, og den første fandt de hos london-bandet 'Dumb Blondes' ved at indrykke en annonce i Melody Maker, hvor overskriften lød "Hyperaktiv Blond Rock Guitarist Søges", og sådan blev Phil Collen rekrutteret til bandet, hvor han med hans vilde og eksplosive måde at spille lead-guitar på, skulle udvikle sig med lynets hast i de kommende år.

De uskrevne blade Dave Gaynor og Laffy's storebror Simon Laffy skulle vise sig at blive bandets rytmiske rygrad.

Istedet for at indsende et typisk demobånd til pladeseskaberne, valgte GIRL at promovere sig selv ved hjælp af en videooptagelse af bandet spille på en lokal klub i London. Det gav en kontrakt med Jet Records i 1979 og året efter skulle deres debut se dagens lys i form af glamrock-skiven 'Sheer Greed'.

Lyden er ret fed 80'er tråd, der leder tankerne hen på tidlig Aerosmith og New York Dolls, og har været med til at inspirere den kommende generation af Glam Rock også kendt som Glam Metal/Hair Metal etc.

Men selvom der er en hvis friskhed på denne skive i form af guitar, produktion og Lewis' uudviklede stemme, så er det samtlige indtryk fattigt og alt for..tja...kedeligt.

Der er ganske enkelt for mange fillers på pladen, dårlige og decideret ligegyldige sange, som mægtige Aerosmith ikke ville misunde et sekund. Tilgengæld er der også et par rigtige lækker-bidskener på albummet, specielt i form af den røvsparkene 'Hollywood Tease', en sang som Phil Lewis i øvrigt tog med sig ind i L.A Guns næsten 10 år senere. Men denne oprindelige version af nummeret er så fed og gennemført, at jeg godt kan høre nu, hvor tam og uinspireret Guns' version lyder. For dette nummer alene, har pladen lige scoret en håndfuld point.
Andre fede sange på pladen, og som sammen med det historiske aspekt skulle være grund nok til et køb, er numre som 'Little Miss Ann', 'Passing Clouds', My Number' og 'Heartbreak America' - glimrende glam-sange.

Alt i alt et halv-godt album der indimellem har sine lyspunkter, men som i længden nok kommer til at samle støv. Jeg finder den dog frem fra tid til anden, om ikke andet, så bare for at høre den mesterlige åbner.