Jettfever |
Karakter: 5.5/10 |
Hmm, ikke hver dag man smider et australsk grindcore album i afspilleren, men det skete altså i dag; det tredje album fra The Berzerker, World Of Lies.
Grindcore kan vel mere eller mindre opdeles i to undergrupper. Dem der tager udgangspunkt i dødsmetallen, dvs. bands som f.eks. genregrundlæggeren Napalm Death, Repulsion og til dels også Carcass, og så bands der er mere industrial/Noise-inspirerede a la bands som Nasum og Brutal Truth.
The Berzerker hører hovedsageligt til i den første kategori, selvom der hist og her sniger sig lidt industrial tendenser ind, hovedsageligt i form af diverse samples og endda lidt black metal som f.eks. i nummeret ”Afterlife”.
Men ellers er alle karakteristikaene er der. Det går satans hurtigt, guitarerne er nedstemte, vokalen er særdeles aggressiv og numrene er temmelig korte - om end længere end gennemsnittet i genren. Det kræver dog noget ganske særligt at gøre denne genre interessant og fastholde ens interesse igennem numrene, der pga. genrens snævre konventioner, hurtigt vil have en tendens til at flyde sammen.
Det lykkedes til dels, pga. indlagde talte passager og samples, men alligevel ikke helt. Guitarerne er generelt fede nok og vokalen er ok, men selvom World Of Lies til tider er et ganske fornøjeligt udspil, så er der i bund og grund ikke noget der adskiller The Berzerker synderligt fra et utal af andre i genren.
Samtidig lander bandet lidt i et musikalsk ingenmandsland, da musikken egentlig ikke er ekstrem nok til at fascinere, som grindcore kan gøre det, men ligeledes er det for ensformigt ifht. dødsmetalgenren.
Og så er udspillet fuldstændigt blottet for en af genrens, i mine øjne, vigtigste kendetegn, nemlig humor eller selvironi. Næ, stik mig noget overdrevet, selvironisk goregrind ala Mortician eller endda de sindssyge Fuck…I’m Dead, i stedet for The Berzerkers selvhøjtidelige misantropi. Det er mere interessant.
Absolut et ok album, men for standard.
2009-02-21 21:54:24