sixxdog

Karakter: 7.5/10

Dennne koncertoptagelse fra Bradford IL. anno 2001 er noget af et antiklimaks, forstået på den måde, at da jeg sidst så Guns til en koncert ca. 10 år tidligere i KB Hallen, var de på deres absolutte højde efter at have udgivet tre megafede albums mellem 88-91, og denne koncert står som den største oplevelse af slagsen for mig, og jeg har overværet en del gigs efterhånden.
Denne gang er bandet knap så populært og knap så frisk som dengang. Det er der selvfølgelig naturlige årsager til, men jeg sidder nu alligevel og ærgrer mig lidt. Det er en koncert for små 500 mennesker, amerikanere vel at mærke, og det kan mærkes på stemningen. Jeg ved ikke om det er fordi det er dårlig producering at fade lyden fra publikum væk, eller om det er fordi amerikanere generelt ikke flipper så meget ud når de går til koncert. Jeg gætter lidt på det sidste, for jeg tror at havde de optaget showet i Europa, havde det været en noget mere energisk omgang.

På den anden side tror jeg det måske er meningen at det skal være sådan en slags 'hygge' koncert, da guitaristen Kerri Kelli er fra lokalområdet i Bradford hvor koncerten finder sted. Kigger man på koncerten som det sidstnævnte, er det en glimrende forestilling.

Der bliver spillet en ordentlig omgang klassiske Guns numre, fra samtlige albums hvor Phil Lewis har været frontmand, og sammensætningen af numrene er rigtig god. Fraværet af Tracii Guns er nærmest usynlig, og jeg lagde faktisk først mærke til det et stykke hen i showet. De to guitarister, tidligere medlemmer i henholdsvis Faster Pussycat og Slash's Snakepit gør det fænomenalt på deres instrumenter, så absolut værdige vikarer for sleazekongen selv.

Grunden til den forholdsvis 'lave' karakter til et af mine yndlingsbands, er simpelthen kun fordi jeg savner det storslåede 80'er arena-show element de besad og leverede dengang for efterhånden mange år siden. Men hvis L.A Guns skulle få chancen foran et stort europæisk publikum igen, så er jeg ikke i tvivl om at de både kan og vil levere varen. Koncertens absolutte højdepunkt er afslutningsnummeret 'Rip And Tear' som virkelig giver nostalgiske myrepatter!

Udover den dejlige musik kan man skimte de sædvanlige klamme groupies på første parket, synge med på hver en strofe. Så noget har da ikke ændret sig i de mange år.

Ekstramaterialet begrænser sig til en let gennemgået biografi af bandet, samt et interview.