Jettfever

Karakter: 9/10

Album nummer 250 ud af ca. 1000 fra Frank Zappa, eller noget i den stil. Det er vidst nok hans 18. studieindspilning, men ’hot damned’, den mand var produktiv mens han levede.

Kald ham et fænomen, en ekvilibrist, en ener, en entertainer, et musikalsk geni, et syrehoved, eller alle ovenstående på én gang - men faktum er at Frank Zappa var i et univers for sig selv, og at han havde noget at sige…om end det oftest blev sagt på hans egen mildest talt finurlige måde.

Jeg kender absolut ikke nok af Zappa’s bagkatalog, men af dem jeg kender er ”Apostrophe (’)” absolut i en klasse for sig…i øvrigt blev det også det album der fik mest kommerciel succes. Mandens evne til at komponere denne storslåede, jazzede, lettere progressive rockmusik, er ganske enkelt fantastisk og det imponerer mig hver eneste gang jeg sætter albummet på, hvor godt det hele hænger sammen.

Første del af skiven (de første fire numre) hænger sammen og kører uden afbrydelse og handler vidst nok om en af Zappa’s drømme…en af hans sære drømme vel at mærke. Men det hænger fremragende sammen med resten af værket, der konsekvent foregår i Zappa’s eget på én gang syrede, drømmende og samfundskritiske univers.

Jeg er imponeret over alt på denne skive: Lige fra de to første fantastiske skæringer, over det skizofrene musikalske skift fra ”Nanook Rubs It” til ”St. Alfonzo’s…”, over den fede basgang i ”Father O’Blivion” og omkvædet i den geniale ”Cosmik Debris”, til den ultracoole og humoristiske lukker ”Stink-Foot” (hvilken titel!).

Og en mand der skiver tekster som disse kan man sgu kun holde af;
“(Well, right about that time people
A fur-trapper (who was strictly from commercial)
Had the unmitigated audacity to jump up from behind my igloo...
Peekaboo”

Vidst første og sidste gang det fantastiske rim er blevet brugt på et album!
Kort sagt; (’) er en storslået, seriøs og dog humoristisk milepæl i rockhistorien, der i dag 35 år efter at den udkom, stadig føles særdeles frisk og vedkommende. Hør den!