Sbassman

Karakter: 9/10

Da albummet udkom tilbage i 97 var nummeret ”The One In The Glass” ugens uundgåelige på P3. Jeg hørte nummeret på arbejde og kan huske, at jeg var meget overrasket over Joey Tempest’s stemme. En meget mere hæs stemmeføring og en anderledes stil end jeg kendte fra Europe. Efter at have hørt nummeret nogle gange blev jeg varm på det og købte skiven. Det har jeg aldrig fortrudt, for det er en af perlerne i samlingen, når det skal være i den bløde afdeling.
Stilen på albummet er primær akustisk, men alligevel ikke laid back. Jeg bliver altid i godt humør af at høre cd’en. Joey Tempest spiller guitar og bas på albummet og gør det skide godt. Den mand må være en af de mest misforståede og undervurderede artister jeg kender til. Som Kip Winger, er han også blevet latterliggjort i utallige medier, da det ikke var in længere at have spillet pop-heavy. Tempest er en af mine favorit sangere og sangskrivere gennem tiden. Hans sangskrivningstalent kommer meget godt til udtryk på Azalea Place i et mere ”stripped down” format. En god sang er en god sang uanset indpakningen…
Hvis man er til et album engang imellem, hvor der ikke nødvendigvis er distortion på guitaren, vil jeg varmt anbefale dette. Stilen er noget mere eksperimenterende end hans første solo-udspil, men her er ikke et dårligt nummer at finde.
Det skal i øvrigt nævnes, at der er et hav af forskellige musikere på albummet og jeg har blot nævnt et udpluk af dem…