Jettfever

Karakter: 8.5/10

En del af de klassiske bands slækker mere og mere på produktiviteten desto nærmere de kommer på pensionen. Det gælder så absolut ikke for Blackie Lawless og W.A.S.P., der stadig smider albums på gaden i en lind strøm. Nu er de klar med den 14. fuldlængde, der på mange måder lyder som om det er opfølgeren til The Headless Children fra ’89 – både musikalsk og på tekstsiden.

Jeg kan ikke lade være med at kommentere lidt på numrene…

”Crazy” – Kanon åbner der straks sender tankerne tilbage til ”Wild Child”. Og så er der endda lidt af det samme ’guitar-feedback’ fra mellemparten på selvsamme klassiker. Så er tonen ligesom slået an og stilen lagt. Det her er et trip down memory lane, direkte tilbage til bandet storhedstid!

“Live To Die Another Day” – Blackies vokal imponerer stort her. Dybfølt, personlig og satans intens. Manden har ikke verdens største ’vocal-range’, men han får sgu det optimale ud af hvad han har.

”Babylon’s Burning” – Hvilket nummer…det bedste og mest klassiske W.A.S.P. nummer i mange, mange år. De trommer, den guitarlyd, hele stemningen – det skriger Headless Children tiden det her. Og nummeret kunne sagtens have været på denne megafede klassiker…og have været et af de absolut bedste vel at mærke. Elsker det trommespil, især i mellemstykket. Svinefedt nummer og pladen værd alene! Blackie har noget at sige her og det leveres overbevisende!

”Burn” – To covernumre er mindst ét for meget. Men når det er sagt, så er det sgu en fed, up-tempo og utroligt W.A.S.P.-klingende udgave af Purple klassikeren. Berettiget at den er med.

”Into The Fire” – Vi er i ballade territorium her. Imponerende så afvekslende W.A.S.P. er; det ene øjeblik raser Blackie derudaf, som om alt i verden står i vejen for ham, det næste kommer der en sentimental, dybt seriøs ballade. Det er, som altid, her Blackies vokal er stærkest - tænk bare på et nummer som Sleeping (In The Fire).

Og sådan fortsætter det. “Thunder Red” er glimrende, ”Godless Run” det samme og på ”Seas Of Fire” er guitarlyden igen tårevædende klassisk og et særdeles fedt drive der er over det nummer. Coveret af Chuck Berry’s ”Promised Land” er måske ikke noget der sætter pisset i kog, men ideen og udførslen er ganske morsom.

Babylon er i den grad et fedt trip ’down memory lane’, der én gang for alle cementerer hvor fede W.A.S.P. er og hvor fede numre Blackie kan skrive når det trykker ham. Køb den!