sixxdog

Karakter: 8.5/10

Hvor er det bare skønt når Overkill slipper tøjlerne og giver os hvad de gør bedst: Superfriskt og Neckwrecing Metal! De har lavet dette album med deres velkendte nerve, den nerve der både indeholder agressioner og humor på en gang, det er dét der gør Overkill et så forbandet lækkert selskab. Kun med konkurrence af deres 1996 udgivelse "The Killing Kind", er dette nok deres største bedrift i de 9 år der er gået siden mesterværket. Men alle deres overkill's og mørke huller de måtte ha' faldt i, er godt glemt når man smasker dette album på afspilleren. Vi er helt nede på et stort rundt nul når det gælder fillers, og produktionen er lækker og fed uden dog at være overproduceret. De har glemt alt deres eksperimenteren fra deres forrige skive, og leverer her hvad de har lært at fans'ene vil have: Old School Wreck Your Neck Heavy Metal!
De få ting der gør at denne plade ikke får en plads sammen med deres klassikere, er blandt andet det let skjulte, men alligevel uforståeligt sløsede rytmespil fra Dave Linsk på et par af numrene. Vi ved jo at han er genial, så hvorfor det får lov at gå igennem den endelige mastering er mig en gåde! Det er tungt, det er brutalt, det er sjovt på den sjove måde. Bobby Blitz bærer om nogen i særdeleshed, dette album igennem til noget nær topkarakter. Hans hele vejen igennem sindsyge stemme, hvor, hvis man kender ham godt nok, nemt kan høre humoren og glimtet i øjet i alt hvad han snerrer. Manden er intet mindre end genial, på en scene, bag en mikrofon, og i et studie. Han gør sjældent noget galt, men her gør han det perfekt.
Der er ingen grund til (og sikkert heller ikke muligt) kun at købe et halvt album, men her er fem killer-sange du ikke må snyde dig selv og din metal-sjæl for:
"Thunderhead", "Death Comes Out To Play", "Let It Burn", "Left Hand Man" og "I, Hurricane" - hvoraf de fire førstnævnte nok vil gå ned i historien som nogle af Overkills fedeste numre.