Jettfever

Karakter: 5.5/10

Meget kan man sige om Nightwish's succes i slut-90’erne og frem til i dag, men en af dem er, at stort set for hvert cd bandet har solgt, er der skudt et kopiband op, der i større eller mindre grad minder om en direkte klon af de finske giganter.

Et af disse er østrigske Visions Of Atlantis, der her på deres andet album tydeligt viser at de både musikalsk og kompositorisk har et stykke igen før de opnår samme status som forbillederne. Det er pænt, det er poleret og ikke mindst hamrende kedeligt.

Ingen tvivl om at Nicole Bogner har en ganske fornuftig vokal og at det bliver mixed fint op med den mandlige vokalist Mario Plank fungerer ok. Glem i øvrigt alt om ’beauty-and-the-beast-vokal’, for hans stemme er dælme langt fra de dybe mandevokaler der tidligere prægede genren. Han minder nærmere om en poppet udgave af Tony Kakko fra Sonata Arctica.

Produktionen er stor og som sagt særdeles poleret, masteringen er foregået i de klassiske Sterling studier i New York og SPV har udgivet. Der er tydeligvis blevet satset på VoA. Det er bare alt for forudsigeligt og udgivelsen er blottet for alt der bare minder om nerve og energi, for slet ikke at tale om lidenskab og karisma. Det er uden tvivl professionelt udført, men VoA må indfinde sig med at stå i skyggen af selv andre Nightwish-kloner, f.eks. landsmændene i Edenbridge.

Numre som ”Cast Away”, ”Lost”, ”Send Me A Light” og ”Winternight” er da udmærkede, men igen, det er så pænt, poleret og ’Disney-agtigt’ (tjek bare ”Realm Of Fantasy”) at det får bands som Nightwish, Sonata Arctica og Freedom Call til at fremstå som frådende monstre.

Tilbage til skrivebordet og så med lidt mere tråd, venner – genren hedder trods alt Symphonic METAL!