sixxdog

Karakter: 8/10

Vi kan vist alle blive enige om at DANZIG er et ikon i musikhistorien, første gang vi stifter bekendtskab med Glen Danzig er i horror-punk bandet MISFITS i start-firserne, og senere i det stilistisk noget mørkere SAMHAIN, dog stadig indenfor samme genre. I slutningen af 1986 begyndte en vis producer at se sig om efter musikere han kunne signe til hans nye Def Jam Records, navnet var Rick Rubin..
Efter at have set SAMHAIN til en koncert var han meget opsat på at få Glen Danzig til at joine et superband han havde i tankerne, men som den vision løb ud i sandet, endte han med at signe Glen og Eerie, stadig som SAMHAIN. Rick Rubin havde dog en idé om hvordan den nye musik skulle lyde, musikken skulle simplificeres og bygges op omkring Glen's specielle vokal og lyrik. Men for at de gamle gutter i SAMHAIN ikke skulle nyde godt af royalties, valgte de at skifte navn til DANZIG.

Glen Danzig's tredie fase har siden debuten i 1988 vel nok også været den mest succesfulde, for manden der skabte horrorpunk og deathrock. Faktisk lagde bandet ud med 3-4 af de mest gedigne Hard Rock/Heavy Metal skiver i historien, og mesterværker er de også.

Nu skal vi koncentrere os om bandets 8. udgivelse, og efter en lille håndfuld fuldfede plader og et par stinkere skal det være spændende at se om, som proklameret, dette udspil er en 'tilbage til rødderne' kinda thang.

Introen er ufattelig dyster, og allerede her er mine forventninger større end nogensinde. De tre efterfølgende sange er noget af det nærmeste vi kommer klassisk DANZIG, som vi hørte det på 3 og 4. En tung lyd, en nedtonet men alligevel en hidsig guitarlyd præger lydbilledet og vokalen er glimrende.

På 'Skull Forrest' går vi helt ned i tempo, men det er faktisk et glimrende nummer med en fed tekst og en overordnet ond stemning. Derefter stifter vi bekendtskab med 'Hellmask', et vanvittigt up-tempo nummer som faktisk minder om noget SAMHAIN kunne have indspillet. Måske det hurtigste nummer udgivet af DANZIG.

Så kommer der endnu et par numre, der i glimt leder tankerne hen på klassikere som 'How The Gods Kill', dog uden at nå helt derop, vel grundet friskheden fra netop dét album.

'My Darkness' og 'Netherbound' lyder umiddelbart som fillers, og det er nok et temperamentspørgsmål om man kommer til at holde af disse. I min bog er de dog stadig lidt ligegyldige numre, på et ellers gennemført album.

Albummet sluttes af med endnu en genistreg fra mesteren, mid-tempo i opbygning og up-tempo i omkvæd, et klassisk Glen Danzig nummer som jeg hører det, og der kræver ikke mange afspilninger før man selv skråler med på 'Black Angel, White Angel'.

Vi fortsætter altså de gode takter fra 'I, Luciferi', men denne gang med lidt færre fillers, og ellers udsigten til at DANZIG kommer endnu tættere på rødderne fra start-halvfemserne.