sixxdog

Karakter: 8.5/10

At følge op på et af de allerstørste albums i Heavy Metal's historie er vel nærmest dømt til at fejle på forhånd. Men Megadeth formår alligevel at følge med tiden, og leverer her et yderst velskrevet, velproduceret og veludført stykke musik-historie. Personligt synes jeg ikke den når forgængeren, men det er mere i kraft af dén, det faktum at den nærmest er uopnåelig i sin tekniske lækkerhed.

"Countdown.." har en utrolig ren lyd, og her er det at Megadeth appellerer til de mange, ligesom også Metallica gjorde det med deres "Black Album". Men lad mig tilføje, at denne skive, selvom den fik stor succes og er deres mest solgte til dato, burde have haft den succes som Metallica fik med deres føromtalte album. Personligt er jeg ikke til disse tykke produktioner, men jeg må alligevel indrømme at det passer perfekt til dette album, der også indeholder nogle af de mest originale kompositioner Megadeth nogensinde har lavet. Den er ikke et teknisk kapløb musikerne imellem som på 'Rust In Peace', men er langt mere nedtonet og generelt mere melodisk end en noget af deres tidligere materiale.

Her på "Countdown.." har Megadeth, i nogen grad, forladt deres gedigne Thrash Metal/Speed Metal som har været deres kendetegn igennem mange år, og hvis man skal klassificere det korrekt, hører denne plade nok bare under 'Heavy-fucking-metal', 'Soft-Thrash' eller 'Modern Thrash'. Det er et hele vejen igennem riff-orienteret album, hårdt og tungt, og hvor man let kommer i et ondt, headbangende humør. Man hilser også Dave Mustaine's vokal mere velkommen end nogensinde før, og selv modstandere af hans tidligere, noget uforståelige snerren, må her bøje sig i støvet over hans formåen. Måske er det i høj grad i kraft af den fine lyd, men han er også klart blevet end bedre sanger efter han er blevet stoffri. Progressiviteten er altså erstattet af den mere gængse narrative form; vers-omkvæd-vers er nu også blevet en del af Megadeth's repetoire, og lad mig bare sige med det samme: de gør det til ug, kryds og bolle.
Dermed ikke sagt at musikerne nedtoner deres kunnen, de gør det bare anderledes end man havde forventet. Det er stadig langt det bedste line-up bandet nogensinde har haft der repræsenterer denne plade. Nick Menza er ultra skarp i hans spil og Ellefson er lang mere hørbar på denne plade, og det klæder albummet godt. Marty Friedman leverer endnu engang nogle af de bedste solo'er i genren, og han kommer egentlig vidt omkring, qua de mange forskellige kompositioner.

Alle numrene på albummet er nærmest mesterværker, der er ret ligeligt fordelt mellem up-tempo og mid-tempo. Titelnummeret er det eneste "stille" indslag herpå.
Man kan nok ikke komme udenom at det er 'Rust In Peace' der er bandets magnum opus, men objektivt set er 'Countdown To Extinction' næsten helt deroppe. Både fordi de ramte plet hvad angår lyd og kompositioner, men også fordi de som et af meget får bands, formåede at hænge på i starten af halvfemserne. Ved at ændre stil en smule, men uden at sælge ud som så mange andre gjorde.

Personlige favoritter: "Skin O' My Teeth", "Architecture Of Aggression", "Captive Honour", "High Speed Dirt" og "This Was My Life" - men helt ærlig...de er sgu alle mesterværker i min verden.