Jettfever

Karakter: 10/10

Tja, det her bliver nok en længere smøre, men carry on, Devil Doll er det værd!

Devil Doll er nemlig intet mindre end et af de mest obskure, kult undergrundsfænomener indenfor musikverdenen. Dannet af den sære, mystiske frontfigur, italiensk/slovenske Mr. Doctor tilbage i 1987, der rekrutterede bandmedlemmerne med en annonce med teksten; ”A man is the less likely to become great the more he is dominated by reason: few can achieve greatness - and none in art - if they are not dominated by illusion.”

To udgaver af bandet blev dannet, en i Ljubljana, Slovenien og en i Venedig, Italien og debuten ”The Mark Of The Beast” blev indspillet i 1988 – og udgivet i et eksemplar. Bandet har altid været notoriske for ekstremt små oplag af deres albums og deres egentlige debut, den fænomenale ”The Girls Who Was…Death” blev således indspillet i 500 eksemplarer, hvoraf kun de 150 rent faktisk blev udgivet.

”Dies Irae” her er bandets sjette album, hvis man medregner den første, der kun blev udgivet i et eksemplar, og er efter min mening deres absolutte hovedværk.

Hmm, at skulle beskrive deres stil vil nok kunne give de fleste grå hår i hovedet. Det ville blive noget i retning af metal blandet med klassisk musik, tilsat en god dosis progressiv rock, gothic, opera og ambient. Jeg tror jeg holder mig til betegnelsen avantgarde, for det er nok det mest dækkende.

Albummet er nærmest opsat som en opera eller musical, i parter der ikke er adskilt af pauser. Alle bandets andre udgivelser er i øvrigt et-track-albums. Musikken har generelt en mørk atmosfære og lydfladerne er store. Guitarer går hånd i hånd med violiner, piano og trommer. Det hele toppes af af Mr. Doctor’s vokalarbejde, der hovedsageligt består af ’sprectsgesang’ – altså en musikalsk snakken. Dette lyder måske lidt kedeligt, men det er særdeles fascinerende. Derudover er der flere operasangere indover, f.eks. en fantastisk sopran.

Musikalsk bliver bandet bakket op af den slovenske philharmonic orchestra og det er netop kombinationen af progressiv metal/rock og orkestrationen, der fungerer til fulde for Devil Doll.

Teksterne er særdeles litterære og genialt sammensat. Der trækkes på influenser fra f.eks. Edgar A. Poe, Emily Dickinson og Emily Brontë og albummet skulle efter sigende være inspireret af George Harvey Bone’s liv og musik – hovedpersonen i en filmklassiker fra 1945.

Musikken ville passe særdeles godt som soundtrack til en outreret David Lynch film, eller til et avantgarde teater i Paris i 1700-tallet.

Dette er ganske enkelt et unikt værk, fra et unikt band, der skal høres!