-=MP=-

Karakter: 9/10

Hvis der er noget der har delt vandene lige så meget som Moses (eller hvem fanden det nu var, men dygtig var han) gjorde det, ja så er det Whitesnakes nye album ”Forevermore”, ihvertfald hvis man læser de danske anmeldelser.

Nu er jeg en af dem der synes at slangernes album ”Good To Be Bad” er et af de største comeback albums sammen med Treat ”Coup De Grace”, så jeg har ventet på denne skive med længsel.

Hvad er det så man forventer af disse slanger, ja for undertegnede er det fede Bluesy Riffs, rå vokal, flotte omkvæd og nogle saftige ballader, altså det, der altid har været deres varemærke. Så efter at den har snurret 9-10 gange, så er jeg absolut ikke skuffet, ja jeg vil ligefrem påstå, at Coverdale Company indtil videre har lavet årets album, hvilket især er Doug Aldrigh og Reb Beach fortjeneste, for de får (dét det hele handler om) Rock'n Roll til at være en fest.

”Good To Be Bad” var en god fortsættelse i bedste 80'er stil, hvor ”Forevermore” blander 70'erne og 80'erne sammen på den perfekte bøf, der dog stadig forbliver blødene, men total velsmagende.

Coverdale har måske ikke den vokal han har haft, men han lyder stadig Rå, snerpende og bidsk, og efterhånden mere Whisky-agtig, hvilket faktisk gør sangene lidt mere upoleret i lyden, og det er ganske fedt.

Som han siger, der skal jo også være noget for kvinderne, og et Whitesnake album uden ballader, vil aldrig blive lavet. Kliche eller ej, så kan man på flere numre (bla balladerne) høre at han trækker vejret dybt imellem hver sang linie, for nogle vil det nok virke forstyrrende, men her prøver manden klart score tricket (selvom han snart når efterlønsalderen), og man må sige det er meget vellykket.

Jeg har med vilje i denne anmeldelse valgt ikke at skrive om sangene, da lytteren virkelig skal nyde den fornøjelse, men det starter fantastisk godt, og slutter fremragende, og hvis man er til klassisk Whitesnake, bliver man ikke skuffet, så her er selvfølgelig købepligt, selvom det er gammel (men fantastisk) vin på nye flasker.