Scandinavia |
Karakter: 10/10 |
Tyske Zed Yago blev aldrig til noget stort desværre! De var, som sangtitlerne nok også antyder, ikke kommercielle nok, men på trods af det faktum at vi ikke snakker "hit" musik her er dette stadig en af mine meget højtelskede skiver. Vi snakker klassisk europæisk 80er heavyrock, men alligevel havde Zed Yago mere at byde på end som så. Bandets koncept er bygget op omkring Wagner operaen: "Den Flyvende Hollænder" og det har stor betydning for såvel deres image som deres materiale. Musikerne er meget kompetente og der er lagt stor ihærdighed i IKKE at lyde som alle andre bands fra slut-80erne. Det musikalske overblik, konceptet og forsøget på at "være anderledes" går op i en større enhed og det udmunder således i dette mere end geniale debut udspil. Fra første færd ved man at dette er en speciel skive. Den lægger ud med en fri fortolkning af introen til "Den Flyvende Hollænder" udført på guitar med en underlæggende stemme der beretter om historien bag myten. Herfra
sætter musikken i gang med sangen "Zed Yago" som er et mesterligt udført stykke metalhistorie på højde med klassikere som "Under Jolly Roger", "Rainbow In The Dark" osv. Konceptet fortsætter i bedste prøjser stil med varierende tungt og up-tempo materiale godt underbygget af Juttas dramatiske kvindevokal der til forveksling minder om Ann Boleyn's (Hellion). Resten af skiven er pakket med episke og melodiske metal sange med mange temaer og et forholdsvist højt kompleksivitets niveau. Hvis man kan leve med koncept skiver og har lyst til at høre noget langt udover det sædvanlige er Zed Yago et godt bud! Jeg anbefaler især: "Zed Yago"(En tidsløs klassiker), "Queen & Priest"(Nok et af de flotteste numre jeg nogensinde har hørt!) og "Rockin' For The Nation" (Ja, titlen siger alt)
2004-03-14 10:10:31