sixxdog

Karakter: 9/10

Hvis du er en sutter for melodisk materiale i den helt hårde ende af skalaen, kan du ikke komme udenom Children Of Bodom, og du kan da slet ikke komme udenom 'Hatebreeder'. Dette album indeholder noget af det bedste guitarspil jeg nogensinde har hørt i genren, og hvis det alligevel er overgået, ja så er det højst sandsynlig af COB selv. Melodisk guitar og keyboard i VERDENSKLASSE! Jeg tænker en delikat mixtur af Satyricon, Metallica, Yngwie Malmsteen, Steve Vai og Carcass! Jeg ved ikke hvor Alexi Laiho kommer fra, men det er ikke denne verden - tak Laiho, for at du valgte Jorden at slå dine ekvilibristiske folder.

Der findes vel ikke rigtig nogen middelvej når vi taler om Children Of Bodom, enten så er man tilhænger, eller også er man modstander. Altså vil de fleste karakterer bestå af 2-taller og 9-taller, og dermed give et sløret gennemsnit, der uden medfølgende kommentarer vil være totalt misvisende
Nå, men nu er jeg jo ikke 'indfødt' ekspert på genren(e), og derfor kan jeg godt tillade at erklære mig fuldstændig forelsket i dette band og dets musik, uden at jeg skal føle mig som en poppedreng (læs: mange hardcore BM fans finder dette band alt for kommercielt). Når jeg ser på dette musik med fordomsfrie øjne, altså udover de generelle fordomme jeg havde overfor genren i sin tid, så kan jeg kun erklære Children Of Bodom for GENIALE! Hvordan kan man komponere noget SÅ ekstremt, men samtidig SÅ melodisk, og ikke mindst originalt, fra sang til sang? Altså, for lige at slutte superlativerne af, så er det her musik Mozart meets Morbid Angel!

Jeg har kun én eneste negativ ting jeg kan fylde denne sætning ud med, og det er vokalen. Vi er ovre i noget der ligner Jeff Walker fra Carcass' tidligere udgivelser, men her virker det bare ikke helt optimalt. For det første irriterede det mig at man på ingen måde kan høre hvad der bliver sagt, på den anden side irriterede det mig ogsa, at jeg ikke ved om det er med vilje at vokalen er så underproduceret. Jeg har dog vænnet mig til det efterhånden, og er endda også rimelig taknemmelig over at den holder sig i baggrunden, således at det er instrumenterne der dominerer denne plade. Men i en perfekt verden havde dette album været instrumentalt.

Mange vil nok disputere at COB overhovedet er Black Metal, og det er det måske heller ikke i traditionel forstand, lyrikken koncentrer sig jo oftest om mordene ved Bodom søen i Finland i 1960'erne, og ikke om hverken anti-kristne tilbedelser eller sataniske ofringer. Men rent musikalsk er vi tættest på BM i forhold til den andre genrer man kan spore i deres musik, det være sig Death, Thrash eller Power Metal. Uanset, så har Children Of Bodom ret meget deres egen stil, og tak for det.

Måske det stærkeste og mest gennemførte COB album til dato?