Whitesnake

Karakter: 7.5/10

Journey’s debut bør være repræsenteret på en rockside som denne. Historien om et af 80'ernes største AOR bands, Journey, starter her.

Først forlod Gregg Rolie bandet Santana i 1971 grundet uenigheder med Carlos Santana angående musikstil. Gregg Rolie droppede musikken og startede derefter egen restaurant. Manager Herbie Herbert fik på en tur med Santana og guitarist Neil Schon ideen om at skabe et stjerne-band i San Francisco bygget op omkring guitarist Neil Schons evner. De forlod begge Santana, og eftersøgningen efter bandmedlemmer gik igang... George Tickner (guitar), Ross Valory (bass) og Prairie Prince (trommer) blev alle overtalt til at indgå i bandet. Gregg Rolie havde imellem tiden problemer med at få sin restaurant til at klare sig økonomisk, og Schon og Herbert hentede ham ind som sidste medlem i bandet. Såvel 70'ernes tradition for lange, udbyggede instrumentelle albums, Santana-inspirationen og ik' mindst guitarist George Tickner's forkærlighed for det progressive spil var med til at sætte stilen for de demoer, som bandet sendte afsted i deres forsøg på at få opmærksomhed fra pladeselskaberne. Der var dog stadig et enkelt problem. Trommeslager Prairie Prince var stadig bundet til et andet band, The Tubes. Herbie Herbert kom I tanke om Aynsley Dunbar, som tidligere havde spillet trommer for bl.a. Frank Zappa, og dermed blev bandet Journey skabt i 1973.

Dette album er som allerede angivet stærkt progressivt og er af en helt anden verden end den musik, som de slog igennem på i 1978 med udspillet "Infinity". Ja rigtige Journey-fans vil formentlig påstå, at Steve Perry amputerede bandet Journey med sin indtræden i bandet. Musikken på denne debut er præget af mange instrumentelle passager, til tider bluesy guitarspil, andre gange mere syret guitarspil og af en trommeslager, der i højere grad får lov til at udfolde sig. Musikken er desuden langt mindre keyboard-domineret i forhold til senere udgivelser.

Albummet starter med et flot melodiøst nummer i form af "Of A Lifetime". Sangen har en bluesy stemning og en lang guitar-solo. Andet nummer fortsætter med flotte præstationer fra bandets medlemmer - dette er en dejlig, livsglad melodi. Nummeret afsluttes med en længerer instrumental passage. Herefter kommer et rent instrumentelt nummer på 6 min og 43 sek. Og selvom især guitar og trommer dominerer, så ka' det også blive lidt trættende i længden. Vi ryger tilbage på det melodiske spor med sangen "To Play Some Music". Alle numre med sang på er desuden meget memorable sange (ik' mindst track 1,2,4 og første halvdel af track 6 "In My Lonely Feeling"). Resten af albummet fortsætter på samme måde med skift mellem sang og det instrumentelle.

Albummet opnåede kun en 138. plads i de amerikanske charts. De helt store melodier udeblev ligesom, hvilket måske også har været medvirkende til, at bandet senere skiftede retning.

Cd'en ska' høres i sin helhed, og jeg tror derved heller ik', man ka' undgå at blive lidt imponeret. Gregg Rolies vokal er bluesy og lyttervenlig, men vi er langt fra den følelsesladede vokal, der passede så godt ind i det ballade-land Journey sommetider stod for I 80'erne. Dette album ska' du købe, hvis du rigtig vil opleve Journey-medlemmerne udfolde deres talenter. Det er melodiøst og flere af sangene har syng-med-omkvæd, men samtidig ska' man også ku' med powerful instrumentation, den 70'er syrede stil og et mix af rock, jazz og blues. Jeg vil slutte af med de første ord i cd'ens innersleave:

"We Suggest That You Play This At The Highest Possible Volume In Order To Fully Appreciate The Sound Of Journey"