sixxdog

Karakter: 8/10

Et meget blandet album fra Overkill, der dog ikke desto mindre af mange kritikere, er blevet kaldt deres bedste udspil. Jeg er nu ikke helt enig, men det er nok kun fordi de har det med at overgå dem selv igen og igen. Der er noget guddommeligt thrash på denne plade, der nok skulle få dig til at blive afhængig af smertestillende, på grund af en øm nakke. Samtidig finder du Overkills eneste ballade nogensinde, titelsangen, som af dem selv senere blev betegnet som "The queer song", og som i min verden er et unødvendigt og svagt Overkill nummer. Lige siden genrens begyndelse har D.D Verni været en af verdens allerbedste bassister, og han beviser også her med hans tonstunge riffs og fede kompositioner, at han er værdig som den måske allerstørste af slagsen. Dette er en milepæl indenfor Thrash, og selvom jeg nok synes den er en smule overvurderet, kan jeg sagtens høre hvorfor. Den har den umiskendelige østkyst thrasher lyd som også kendetegner f.eks Anthrax, og produktionen er typisk 80'er. Og sange som "Elimination", I Hate" og "Skullcrusher" er sande mesterværker i brutalitetens navn. Hvad de mangler i lyrisk komposition, opvejer de i energi, musikalsk talent og entutiasme, og er på de punkter mindst ligeså gode som Metallica og Megadeth tilsammen. Den får lige et ekstra plus for betydningen denne plade har haft for genren, samt for de ultimativt brutale, ovennævnte numre.
Et must i enhver thrashomans samling.