Jettfever

Karakter: 9/10

Iced Earth har - ganske fortjent - efterhånden fået slået deres position fast som en af sværvægterne på metalscenen. Bandet har egentlig altid haft sans for det episke, og har til dato mere eller mindre kun udgivet konceptalbums (Night Of The Stormrider, Dark Saga, Something Wicked This Way Comes), eller albums bygget op omkring et tema (Burnt Offerings, Horror Show, The Glorious Burden). Der har dog altid været tale om mere eller mindre løse koncepter, men på deres to nyeste skiver, leveres et mere fuldbyrdigt koncept.

De to skiver, hvoraf Framing Armageddon er den første, udgør tilsammen konceptet Something Wicked This Way Comes, der er en videreudvikling af den trilogi der lukkede bandets album af samme navn fra 1998.

Konceptet kan stedvis minde om den historie der blev givet i filmen Stargate og rent musikalsk underbygges dette af mellemøstlige temaer hist og her. Det er godt skruet sammen og heldigvis slipper man for de pinlige, grinagtige tekster der ofte følger med konceptalbums i denne genre.

Musikalsk bygges det stadig op omkring Jon Schaffers karakteristiske rytmeguitar, dog knap så udtalt som tidligere, og bandets musikalske horisont og spændvidde er udvidet betragteligt, i forhold til tidligere tiders mere rene heavy metal album.

Numrene hænger fantastisk godt sammen, hvilket der også skal til for at et konceptalbum kan lykkedes til fulde. Der slækkes ikke på intensitetsniveauet i ”mellemparterne” mellem de egentlige numre og man ledes med sikker hånd igennem en række fede skæringer som f.eks. ”Setian Massacre”, semiballaden ”A Charge To Keep”, den tunge ”Order Of The Rose”, de stemningfyldte ”Infiltrate And Assimilate” og ”Retribution Through The Ages” inden ballet lukkes af af den aggressive nakkebrækker ”Framing Armageddon” og den fantastiske og smukke ”When Stars Collide (Born Is He)”.

Skivens absolutte højdepunkt er dog ”Ten Thousand Strong”. En hurtig, satans melodisk og omkvædsbaseret hammer lige i fjæset, med lækkert multi-layered vokalarbejde fra vokalguden Tim Owens.

Hvis man er til bandets tidligere materiale eller hvis man fik bare det mindste ud af Priest’s seneste skive Nostradamus, er der pligt til at skaffe den her. Den slår klart sidstnævnte og lægger sig samtidig i toppen af bandets eget materiale. Som album fungerer det klart bedre end den forrige, The Glorious Burden, omend niveauet fra Gettysburg trilogien ikke helt nås – men det kunne vel egentlig heller ikke forventes – man overgår ikke det perfekte.

Sammenligningen med det nyere Judas Priest stopper jo som bekendt ikke her, da Tim Owens efter denne skive blev fyret fra bandet, præcis som det skete i Priest - en mildest talt uforståelig disposition fra bandets side. Men den diskussion kan vi gemme til det næste album.