Scandinavia |
Karakter: 7/10 |
Det er en skam at sådan et kompetent projekt som NOW OR NEVER ikke oplever større eksponering end det gør. For når nu man sætter 2 ex-PRETTY MAIDS medlemmer i spil, så burde alle verdens øjne være rettet mod bandet. Intet mindre!
Men hvilket produkt er NOW OR NEVER så? Tja, svært at kategorisere for der er nu rimelig langt hen til PRETTY MAIDS associationer, som man da ellers kunne forvente. Stilen er mere moderne i det. Der er lånt lidt hist og her fra Industrial og NU Metal, men Jo Amore's Halfordske råb og skrig sammen med Ricky's 80er tro riffs/soli giver en interessant kombiløsning. Det er "true" og alligevel nytænkende. Dette tror jeg er et meget bevidst valg fra bandet, altså IKKE at falde i samme katogori som de dersens PRETTY MAIDS (og desuden andre overlevere fra 80erne). Hvis eneste formål med bandet var, at distancere sig fra 80erne, så er opgaven løst, men det er bare ikke nok til at høste anerkendelse, for hvad med selve essensen - altså sangene?
Ja, og det er nok her bandet har noget at arbejde med. De 3 bedste sange på pladen er (meget klogt) placeret lige i starten hvorefter niveauet så daler drastisk. Midt på pladen sidder man og kigger sig om efter noget andet at tage sig til. Ind imellem rives man lige med igen, men ikke med samme stormstyrke som åbneren. Det er desværre heller ikke fordi der er fede memorable omkvæd, nej, det der fænger af og til er de kromatiske akkordsammensætninger og "støjen" på vokalen samt de talrige studio effekter der tilsættes. Jeg skal i øvrigt spare læseren for at høre min sande mening om kvaliteten af balladerne, for de er da godt nok - mildest talt - dårlige.
Når kritikken så er afgivet, skal jeg da lige love for at ham Hr. Marx får lov til at vise sin talenter på den 6-strengede - ærgerligt man ikke hørte dette tilbage på "Jump The Gun".
En plade med god produktion, kompetente musikere, højt energiniveau og stor musikalitet, men arbejd nu lidt mere med melodierne og den generelle retningssans til næste gang.
Udemærket - uden bravour.
2014-02-06 06:39:40