Jettfever |
Karakter: 8.5/10 |
Slap af, så er Seven Witches på rette spor igen. Efter den skuffende Xiled To Infinity And One må dette siges at være noget af et comeback.
Meget kan man sige om Jack Frost, men han har en evne til at rekruttere fremragende vokalister. Først Bobby Lucas, derefter Wade Black og nu en af metallens største stemmer; James Rivera (Helstar, Destiny's End), der her leverer så højt et niveau at selv en Halford i sine velmagtsdage kommer til at lyde som et skvat.
Xiled albummet manglede kvalitetsmateriale - det er der til gengæld masser af her. Fedt åbningsnummer, fuldt op af den ultimative headbanger "Mental Messiah" - et nummer der i øvrigt havde passet som fod i hose på Priest's Painkiller. "Fever In The City", "Johnny", "Last Horizon" - klassenumre. Og det afsluttende titelnummer må stå som hjørnestenen i bandets karriere indtil videre: Stort, stemningsfyldt og satans godt eksekveret. Et af de numre man ikke glemmer igen når først man har hørt det.
Samtidig er produktionen blevet mere kraftfuld og har her i det hele taget fået et hak i den rigtige retning, i forhold til deres tidligere udgivelser. Glimrende US-metal, der burde tiltale alle med hang til bands som Priest, Primal Fear, Metal Church, Annihilator o.lign.
"Wasted" er i øvrigt et cover af det gamle Def Leppard nummer.
2007-07-14 11:59:04