sixxdog

Karakter: 9/10

Blandede forventninger har man jo, når man ved at Tracii Guns ikke er med i bandet som han selv fødte tilbage i 1983, efter hans brud med en hvis Axl W. Rose. Men på den anden side, så hører jeg til dem der mener at Tracii's spillestil var mest spændende back in the day. Bevares, manden kan alt med en guitar, men han skiller sig bare ikke rigtig ud mere. Næh, det eneste stensikre element der absolut IKKE må mangle i L.A Guns, det er Mr. Sleaze himself: Phil Lewis. Og der findes jo stort set ikke et skidt album derude med ham som vokal.

Da jeg sætter skiven på efter at have nærstuderet det noget spartanske cover, bliver jeg fuldstændig blæst omkuld, rent følelsesmæssigt! Mit metalhjerte arbejder på højtryk og jeg kan ikke tro min egne ører, eller min egen reaktion, da det jo egentlig burde være en selvfølge; at L.A Guns er tilbage i stor stil, mere beskidt end det er hørt længe. Godt nok var 'Waking The Dead' en hæderlig omgang rockmusik, og det kan da godt være at denne heller ikke er helt på højde 'Cocked & Loaded' eller 'Hollywood Vampires', men hold da helt Marlboro og Jack D. hvor er dette fantastisk!

Åbningsnummeret er Sleaze Metal 101 by the book, like it or fuck it!

Så går det ellers videre derudaf med den supertykke 'Electric Neon Sunset' der med sørgmodig men overbevisende tydelighed viser, at Tracii skal være velkommen tilbage, men han er absolut ikke savnet pt. Stacey Blades spiller en pisseond økse! En smuk og stemningsfuld 'Phil Guns' sang, der ikke lader noget tilbage at ønske.

Sangen 'Vampire' er en sjov sang der på finurligste vis refererer til gamle Guns-klassikere, sådan noget lykkedes sjældent, men Guns formår alligevel at gøre nummeret memorabelt og hæderligt.

'Crazy Motorcycle' og '6.9 Earthshaker' er de eneste deciderede fillers på albummet, sidsnævnte lyder som noget kreativt Led Zeppelin jam, men en helvedes kedelig trommesolo (men det synes jeg jo så altid trommesoli er). Nummeret er nok mere et klap på skulderen til vraget Steve Riley, som jo har været rygraden i bandet igennem mange år efterhånden.
Men når de vælger at smide 14 sange på et album, så er de også selv udenom at et par af sangene bliver kritiseret, fjorten perfekte sange på én plade er aldrig før sket, og det kommer det nok heller ikke til.

Produktionen er helt i top, legendariske Andy Johns har stået for poleringen, og selv om den til tider kan lyde meget moderne, så er det helt i tråd med Guns' stil, og med genren i det hele taget. Jeg vil måske endda gå så langt at sige at det er årets produktion, alt taget i betragtning.
Det er måske den direkte modsætning til den 'poppede' 'Hollywood Vampires', da den er ekstrem rå i sin lyd, men den passer godt til sangene der jo i forvejen kører med 180 km/t næsten hele vejen igennem.

L.A Guns er et rigtigt band, i den forstand at man kan høre det på samspillet musikerne imellem, i den forstand at de har været der i 20 år efterhånden uden nogensinde decideret at gå i opløsning. Også i den forstand at alle involverede har været med til at komponere og skrive sange, det er rigtig team-work, eller gang-work som det vel hedder når man er sleaze. Dog skinner det igennem hvem der står for de fineste sange på pladen, nemlig Phil The Drill - han er en ypperlig lyriker, og hans forkærlighed for Los Angeles i almindelighed, og West Hollywood i særdeleshed, skinner kraftigt igennem. ***Denne plade er en hyldest til 80'ernes hardrock scene på Sunset Strip - THE VAMPIRES ARE BACK!***